Stina Vrang Elias' 22-årige datter havde egentlig fundet ro i sit valg af uddannelse.
Hun vil gå en anden vej end sine forældre, der begge har lange uddannelser fra universitetet, til fordel for at forfølge drømmen om at blive fysioterapeut.
Men efter en middag med tre veninder fra folkeskolen, der i dag læser på universitetet, begyndte roen så småt at blive overskygget af en helt ny følelse:
»Hun siger til mig: Mor, det er første gang, jeg nogensinde har følt, at jeg ikke var lige så meget som de andre,« fortæller Stina Vrang Elias, direktør i tænketanken DEA, i »Østergaards salon«:
»Jeg bliver utrolig trist på vores samfunds vegne, for hvad bliver vi for et samfund, hvis det eneste, der har værdi, er, at man går på universitetet.«
DEA laver analyser inden for uddannelse, forskning og innovation. Stina Vrang Elias har en kandidatuddannelse i offentlig forvaltning fra Roskilde Universitet, mens hendes mand har en ph.d.
Hvorfor læser du ikke medicin?
Hun mener, at vi skal gøre op med forestillingen om, at vi skal blive ved med at uddanne os mere og bedre end vores forældre.
»Hvis vi skulle gøre det, som generation efter generation har gjort i Danmark – nemlig at uddanne bedre end vores forældre, så skulle vores børn minimum have en ph.d. Men i virkeligheden også en doktordisputat for at kunne toppe det,« siger Stina Vrang Elias.
Hun har flere gange oplevet, at andre mennesker har kommenteret hendes datters fravalg af universitetet.
»Der er virkelig mange, der har lagt en beroligende hånd på min skulder og sagt 'hun kan jo altid læse videre'. Der er virkelig mange, der har spurgt hende, hvorfor hun ikke vil læse medicin,« fortæller Stina Vrang Elias.
Men det er ikke altid den lange videregående uddannelse, der er den bedste. Vi har nemlig brug for dygtige lærere, pædagoger og tømrer, lyder budskabet fra direktøren.
»Det efterlader os i nogle problemer som samfund, fordi der simpelthen er for mange pladser i samfundet, hvor der ikke er nogen, der har lyst til at uddanne sig til at arbejde,« siger hun og fortsætter:
»Og så efterlader det også de unge med nogle problemer.«
Du kan lytte til hele episoden af »Østergaards salon« her, hvor Mette Østergaard også taler med Stina Vrang Elias og Mads Brügger om en »vild« oplevelse til et pressemøde.


