Der er særligt én ting, der giver chefredaktør kvalme efter Ellemann-exit

I kølvandet på Jakob Ellemanns exit fra dansk politik har han svømmet i rosende ord fra kollegaerne på Christiansborg. En tendens, der er kvalmende, lyder det fra Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, i ugens udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«. 

Jakob Ellemann trækker sig fra dansk politik. Det meddelte han på et pressemøde mandag.

Det har affødt massevis af reaktioner, ikke mindst fra hans kollegaer på Christiansborg, der pludselig kun havde rosende ord at sende Ellemanns vej.

Men det er »kyniske rygklap«, når politiske modstandere pludselig kun har gode ting at sige om Ellemann i det sekund, han trækker sig, lyder det fra Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix. Han gæster ugens udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«.

Når en politiker er død, eller politisk død som Ellemann, er der pludselig ingen grænser for rosen fra politiske modstandere. En tendens, som Knud Brix kalder »dødens viskelæder«.

»Hvis han har været så fantastisk, som alle de her mennesker siger, hvorfor skal han så stoppe?,« spørger Knud Brix og fortsætter:

»For mig bliver det en lille smule kvalmende, når man står med kniven bag ryggen, og blodet drypper fra den, og så siger man, at han bare har været en guttermand,« lyder det.

Ellemanns exit betyder, at han forlader sine poster som vicestatsminister og økonomiminister. Poster, som Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen nu overtager. 

Herunder kan du lytte til hele afsnittet af ugens udgave af »Østergaards salon«, hvor også korrespondent Ulla Terkelsen medvirker. Her diskuterer de også valget i Polen, som har stor betydning for hele Europa.