Wall Street bløder efter nye milliardtab

Bank of America får en ny kapitalindsprøjtning fra finansministeriet. Citigroup splitter koncernen op i to. Selv om USAs regering allerede har investeret 350 mia. dollar i nationens banker, så er de ikke ude af stormen endnu.

Foto: Lucas Jackson/Reuters. Fremrykningen af kvartalsregnskaberne fra to af USAs store banker, Bank of America og Citigoup, sendte chokbølger gennem hele branchen i går, da resultaterne var værre end ventet. En ny bankpakke blev aktiveret, men branchen har brug for mere kapital, hvis den ikke skal ende i en blindgyde.
Læs mere
Fold sammen
NEW YORK: De skulle egentlig først have aflagt deres regnskaber i næste uge. Men efter store kursfald og en heftig rygtestrøm rykkede både Bank of America (BofA) og Citigroup deres regnskaber frem, så i går blev store bankdag på Wall Street.

Tidligt i går sivede det fra USAs finansministerium, at BofA er næste modtager i køen til en redningspakke. Banken, der er USAs største målt på værdier, har allerede fået 25 mia. og får nu yderligere 20 mia. dollar samt en garanti for tab på en pulje af investeringer til 118 mia. dollar.

Kort efter aflagde banken sit regnskab, der gav et samlet tab i fjerde kvartal af 2008 på 1,79 mia. dollar; den første røde bundlinje fra BofA siden 1991. Og samtidig løftede Citigroup sløret for sine endnu mere elendige tal. Citi tabte 8,29 mia. i fjerde kvartal – svimlende 18,72 mia. i hele 2008 – og splitter nu koncernen op i to selskaber.

»Vores resultater bliver fortsat presset ned af hidtil usete forskydninger på kapitalmarkederne og en svag økonomi,« sagde Citi-direktør Vikram Pandit i en meddelelse: »På grund af situationen på markedet og i økonomien har vi besluttet at sætte mere fart i vores strategi om at satse på vores kerneforretninger.«

Slut med gammel vision
Dermed er det officielt slut med visionen fra Citis grundlægger Sandy Weill om et »finansielt supermarked« med alle typer finansprodukter på hylderne – fra checkhæfter til højrisikable realkreditpapirer. Nu bliver Citis mest risikable forretninger inden for finans og investering samlet i Citi Holding, mens den mere traditionelle bankforretning i 100 lande kloden rundt fortsætter i selskabet Citicorp. Banken har allerede skilt sig af med mæglerselskabet Smith Barney, som tidligere på ugen blev fusioneret med Morgan Stanley.

»De vil forsøge at stille skarpt på, hvad der er noget værd, og så forsøge at sælge de dele, som de i virkeligheden ikke kan værdisætte,« siger analytiker Todd Colvin til Bloomberg TV.

Citi fyrede i efteråret 50.000 medarbejdere, fik et indskud fra staten på 45 mia. dollar og en garanti for risikable værdier til 306 mia. dollar, men det har ikke forhindret aktien i at fortsætte nedad – eller tvivlen om bankens helbred i at vokse.

Investeringsrådgiver Peter Sorrentino siger til Bloomberg, at Citi nu forsøger at sende alle dårlige nyheder på gaden på én gang – for at komme videre:

»Det ser ud som et kvartal af køkkenvasktypen. De forsøger at hælde det hele derned, så vi kan lægge det bag os.«

Men flere analytikere har de seneste dage sat spørgsmålstegn ved, om Citi overhovedet kan finde købere, der har både interesse og penge på lommen.

Nyt varsel
Gårsdagens regnskaber er et varsel om, at banksektoren – trods massive investeringer på 350 mia. skatte-dollar – slet ikke sejler i smult vande endnu. Barack Obama og hans rådgivere kan ikke bare koncentrere sig om at investere i skattelettelser, veje og skoler for at få økonomien tilbage på sporet. De er også nødt til fortsat at holde et vågent øje med bankerne – og have flere penge parat.

BofA bad i december om ekstra hjælp, fordi banken kommer til at lide overraskende store tab på købet af investeringsbanken Merrill Lynch – især fordi den ikke havde regnet med »den overraskende forværrede situation« i løbet af fjerde kvartal, hvor Merrill alene tabte godt 15 mia. dollar. Som led i aftalen med finansministeriet skærer BofA sit aktieudbytte til en cent pr. aktie, sætter loft over cheflønninger og betaler et udbytte på otte procent på regeringens A-aktier.

»I kommer til at se fordelene, når økonomien bedres,« sagde direktør Ken Lewis på et telefonpressemøde i går.

Han har fået kritik for at have været for opkøbsivrig og forsøgt at gabe over for meget med opkøb af både Merrill og lånegiganten Countrywide Financial inden for seks måneder. Nu er BofA nødt til at skære op mod 35.000 stillinger væk og indlede en sparerunde for ca. syv mia. dollar, ligesom banken har sat en aktiepost i kinesiske China Construction Bank til salg.

Ny kapital til Obama
Aftalen med BofA kommer, netop som Senatet sent torsdag vedtog at frigive anden del af Kongressens redningspakke til 700 mia. dollar. Bush-regeringen har brugt de første 350, men nu får Obama og hans regering altså nye midler til rådighed.

Obama havde personligt kontaktet flere skeptiske senatorer for at få pengene frigivet. Og hans toprådgiver Larry Summers har i et brev lovet, at pengene denne gang ikke bare kommer til at gå til Wall Street, men også til at hjælpe trængte boligejere med at undgå tvangsauktion.

De skal i hvert fald nok få ben at gå på.

»Finanssektoren har stadig brug for mere kapital,« siger direktør og analytiker Frederick Cannon til New York Times: »Kongressens redningspakke blev til i efteråret og baseret på økonomien, som den så ud dengang. Nu ser den temmelig meget værre ud.«