Voldsomt vokseværk i japans økonomi i andet kvartal

Voldsomt vokseværk i japans økonomi i andet kvartal Fold sammen
Læs mere
Foto: KAZUHIRO NOGI

Det japanske bruttonationalprodukt (BNP) voksede overraskende meget mere end ventet i andet kvartal 2017. Og væksttakten var langt højere end i kvartalet før. Men inflationsdataene er fortsat for lave, selv om de overrasker med mindre prisfald end ventet.

Det fremgår af foreløbige data fra de japanske myndigheder i Tokyo mandag morgen.

Væksten i BNP løb op i 1,0 pct. på kvartalsbasis i sæsonjusterede tal mod en vækst på 0,4 pct. kvartalet før og mod analytikernes estimerede 0,6 pct. vækst.

Ses der på årsbasis øgedes BNP-væksten 4,0 pct. i forhold til en vækst på 1,5 pct. i fjerde kvartal og en forventet vækstrate på 2,5 pct.

Det er sjette kvartal i træk med ekspanderende økonomi og det er den længste periode med øget vækst i Japan i mere end ti år.

Privatforbruget steg 0,9 pct. mod de ventede 0,5 pct. og mod første kvartals 0,4 pct. stigning.

Erhvervsinvesteringerne overrasker også positivt med en stigning på 2,4 pct. i andet kvartal, idet der var ventet en stigning på 1,2 pct. oven på første kvartals stigningstakt på 0,9 pct.

BNP-deflatoren, der er et bredt mål for inflationen i hele økonomien, viste et fald på 0,4 pct. Økonomerne havde ventet et fald på 0,5 pct., efter en væksttakt i BNP-deflatoren på minus 0,8 pct. i første kvartal.