Vismand: Højere skat på rige er en dårlig vej frem

Hvordan Danmark bliver et økonomisk mere lige land, optager mange, især politikerne på Christiansborg. Men det er en dårlig idé at brandbeskatte de rige mere, hvis man vil skabe større lighed. Så er det bedre at forsøge at løfte bunden op, fastslår økonomisk overvismand.

Som led i debatten om, hvordan man bedst sikrer større lighed blandt danskerne, påpeger professor og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, at den såkaldte Gini-koefficielt, som normalt bruges til at måle ulighed, påvirkes en del af konjunkturerne via for eksempel aktiekurser og boligpriser. ?Arkivfoto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere

Hvis der skal skabes større lighed mellem rige og fattige i Danmark, er det ud fra et økonomisk synspunkt mest interessant at løfte indkomsterne før skat op i bunden og blandt de dårligt stillede. Det kan eksempelvis ske ved øget satsning på uddannelse eller en mere effektiv arbejdsmarkedspolitik.

Det behøver derimod ikke nødvendigvis foregå ved traditionel omfordeling med eksempelvis hårdere beskatning af høje indkomster. En sådan politik risikerer nemlig at dæmpe incitamentet til at knokle for at få bedre løn, tage en uddannelse, flytte til andre dele af landet for at få et bedre arbejde eller andre ting, som kan være til gavn for hele samfundet. Det fastslår professor og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, som også kalder det et »grundlæggende etisk og politisk spørgsmål«, hvor stor en ulighed man kan acceptere i et samfund.

Men selv om de fattigste herhjemme fik større indkomster efter skat, kan uligheden målt ved for eksempel Gini-koefficienten godt stige alligevel, fremhæver professoren. Det ville den gøre, hvis indkomsten blandt de bedrestillede steg endnu mere. Derfor gælder det om at være varsom med at bruge de mange mål for ulighed, der ofte er oppe at vende i den politiske debat, for mekanisk.

Ingen gratis smutveje

»Men at vi i Danmark kan få større lighed samtidig med mere økonomisk effektivitet i form af højere vækst, sådan som OECDs nylige analyser måske kan læses, anser jeg for at være tvivlsomt. Normalt siger økonomer, at det vil koste på effektiviteten, hvis man forsøger at skabe større lighed. Ellers må der jo være nogle gunstige muligheder for at få både mere lighed og større samfundskage, altså forbedringer til alle, som ikke er blevet udnyttet. Det kan naturligvis godt ske i detaljen, men i den store sammenhæng tror jeg, der eksisterer en reel afvejning mellem lighed og effektivitet, som det er politikernes opgave at foretage.«

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen siger også, at den såkaldte Gini-koefficient, som normalt bruges til at måle ulighed, påvirkes en del af konjunkturerne. Det kan eksempelvis ske via højere aktiekurser eller boligpriser, som har en tendens til at gavne de bedst stillede mest.

»Derfor skal man være varsom med at tolke alt for meget på baggrund af små udsving i Gini-koefficienten. Den kan stige og falde af mange grunde. Stiger den, som det er set på det seneste, kan det skyldes både strukturelle og mere langsigtede forhold og udsving som følge af konjunkturerne. Er det udsving på grund af konjunkturerne, er det mindre nødvendigt at gøre noget ved det.«

Topskat på 32 procent

»Men de senere år har der nok været en tendens til større ulighed målt ved Gini-koefficienten, eksempelvis fordi mellemskatten er afskaffet, og grænsen for, hvornår der skal betales topskat, er hævet. Det er primært sket for at lempe skatten på arbejde for arbejdsmarkedets kernetropper eller blandt den arbejdende middelklasse herhjemme og ikke for at begunstige de ultrarige. Selv om dette kan være fordelingsmæssigt ædelt, kan det alligevel koste på Gini-koefficienten. Men der er også en del overførselsindkomster, som er steget mindre end lønudviklingen de senere år, og det kan også have været med til at øge Gini-koefficienten,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen

Hvor mange milliarder kroner, der skal flyttes for at reducere Gini-koefficienten med eksempelvis ét procentpoint, har Hans Jørgen Whitta-Jacobsen ikke umiddelbart et bud på.

Men cheføkonom Mads Lundby Hansen fra CEPOS siger, at topskatten på 15 procent skal op på hele 32 procent, hvis uligheden skal falde med et procentpoint.

»Dermed vil den øverste marginalskat komme helt op på 72 procent, hvilket svarer til niveauet tilbage i 1970erne, da Anker-Jørgensen var socialdemokratisk statsminister. En så stor stigning i topskatten vil reducere udbuddet af arbejdskraft med 15.000 personer og sænke bruttonationalproduktet (BNP) med 13 milliarder kroner,« siger Mads Lundby Hansen.

Det er også muligt at gå en anden vej og sætte dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster op. Men det vil kræve, at de blev øget med otte procent, hvis uligheden skulle falde med ét procentpoint.

Det vil reducere arbejdsudbuddet med 9.000 personer og BNP med fem milliarder. Men højere overførselsindkomster forværrer også de offentlige finanser, og det skal finansieres.

»Hvis det sker gennem højere skat, reduceres beskæftigelsen yderligere,« siger Mads Lundby Hansen.