Virksomheds-ejere har urealistiske forventninger til salgsprisen

Generationsskifte. Urealistiske krav skræmmer købere væk.

»Ejerne af virksomhederne skulle være mere realistiske om prissætningen af deres egen virksomhed, når den skal sælges. Vi er klar til at betale markedsprisen, men vi bliver ofte mødt med helt urealistiske krav om prisen. Og her taler vi ikke blot om fem kroner, som skiller parterne, men om en prissætning på et helt andet niveau,« siger managing partner Thomas Marstrand, Erhvervs-invest, som er et investeringsselskab, der er ejet af en række finansielle virksom- heder og investorer.

Når Erhvervsinvest møder ejere, som stiller urealistiske krav til prisen for deres virksomhed, køber Erhvervs-invest ikke virksomheden, ifølge Thomas Marstrand.

Erhvervsinvest overtog så sent som i går lagerautomatvirksomheden Handler med 85 procent, og hvor den tid- ligere ejer og stifter af virksomheden Niels Damgaard beholder de resterende 15 procent. Erhvervsinvest ønsker at internationalisere Handler.

»Vi er altid parate til at købe gode og sunde virksomheder, der har et vækstpotentiale, og vi forventer også at købe virksomheder i 2008. Virksomhederne har de senere år i kølvandet på de gode konjunkturer, oplevet store prisstigninger. Men hvis vi står på toppen af en konjunktur, er vi nødt til at indrette priserne efter fremtidig indtjening. Desuden er renten steget, hvilket øger vores omkostninger. Begge dele er med til at få priserne ned i et mere realistisk leje,« siger Thomas Marstrand.

Erhvervsinvest har et samlet kapitalgrundlag på over 700 mio. kr. og har aktiemajoriteten i otte virksomheder.