Virksomheder mangler viden

Videnskabsministeren vil have mere viden ud til virksomhederne. Men broen mellem de kloge hoveder og erhvervslivet hedder GTS, og dem er der heller ikke så mange, der kender.

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- Min primære interesse er, at den investering, vi som samfund gør i viden, den skal vi have ud i de små og mellemstore virksomheder og have omsat til nye produkter og nye processor – og til vækst.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen behøver ikke betænkningstid, når hun skal forklare, hvad der er den største barriere for, at vækstlaget af små og mellemstore virksomheder kommer med på innovationsvognen: Viden! Forskningsinstitutionerne har den. Virksomheder mangler den. Og broen imellem dem hedder GTS – de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter, der siden 2005 årligt har fået flere hundrede millioner kroner for at bringe den nyeste viden ud til de små og mellemstore virksomheder, så de kan realisere noget af det enorme vækstpotentiale, alle er enige om, at de besidder.

Men stadig er det kun hver femte virksomhed, der har hørt om GTS, viser en ny undersøgelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Og kendskabet er endda formindsket siden 2006.

- For mig er det vigtigere, at folk ved, at der er noget, der hedder Teknologisk Institut, FORCE Instituttet og Alexandra, end at de kender navnet GTS, siger Charlotte Sahl-Madsen, der ikke mener, at dalende kendskab er en indikation af institutternes manglende succes.

Tung bevisbyrde

Ministeren henviser til, at de virksomheder, der er i kontakt med GTS-institutterne, ifølge den seneste brugerundersøgelse er ovenud tilfredse. Og med omkring 20.000 kunder i butikkerne under GTS-paraplyen – herunder godt nok også store og offentlige virksomheder – står måske ikke helt så slemt til endda, eller hvad?

- GTS'erne har stadig har en tung bevisbyrde at løfte, hvis de fortsat skal forgyldes på finansloven, siger Jannik Schack Linnemannn, forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv og fortsætter:

- Vi kan ikke forvente, at smv’erne selv slår dørene ind til universitetet. Derfor påhviler der universiteterne og GTS’erne en særlig opsøgende rolle i at nå målgruppen af smv’er og servicevirksomheder.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er enig i, at der godt kan komme mere viden bredere ud – uden dog at kritisere GTS for ikke at gøre arbejdet godt nok.

- Når man sammenholder den høje kundetilfredshed i GTS med det skræmmende antal få virksomheder, der har udviklet nye produkter eller processer det seneste år, er der noget, der tyder på, at vi skal gøre det endnu bedre, siger ministeren.

Derfor har hun netop nedsat en ekspertgruppe med repræsentanter fra erhvervslivet, der skal komme med bud på, hvordan virksomhederne kan blive mere ”innovationsparate”, og hvordan broen mellem vidensinstitutionerne og de virksomheder, der skal omsætte ny viden til vækst for samfundet, kan gøres kortere.