Virksomheder lægger kreditforventninger på is

De mindre danske virksomheder har lave forhåbninger om at opnå lån og yderligere kreditter i de første måneder af 2009. De afventer næste bankpakke.

Læs mere
Fold sammen
Forventninger om at hente lån og yderligere kreditter til nye aktiviteter – eller fornyelse af de eksisterende i en bedre indpakning - er lagt på is hos de mindre virksomheder, viser en ny undersøgelse, som foreningen Ejerlederne har foretaget på baggrund af besvarelser fra 356 virksomheder.

Knap 65 procent af virksomhederne har ikke planer om at gå på jagt efter lån, yderligere kreditter eller fornyelse af de eksisterende i første kvartal 2009. Hver fjerde virksomhed er i 2008 blevet mødt af højere renter, mens hver femte melder om kortere frister.

- Der er blevet strammet op i bankerne over for de mindre virksomheder – mange har forsøgt at få udvidet deres engagement uden held. Det har fået dem til at justere forventningerne. Samtidig oplever flere virksomheder manglende ordrer og forsøger nu at reducere deres indsats til de absolutte kernekompetencer for at klare sig igennem lige nu, lyder det fra direktør i foreningen Ejerlederne Helle Christensen.

Hun peger på, at fokus netop nu i virksomhederne er at få betalt af på de eksisterende kreditter og få skåret ind til benet og optimeret forretning med henblik på at klare en fortsat finansiel afmatning.

Engagement skal ned

Også hos revisionsselskabet KPMG peger partner Lars Bo Jørgensen på, at virksomhederne lige nu forsøger at skrue ned de steder, hvor de hurtigt kan spare nogle omkostninger.

- En række brancher står over for omsætningsfald på op mod 20 procent i forhold til 2008, og derfor bliver flere nødt til at forsøge at tilpasse deres forretning til de nuværende kreditrammer, hvor flere virksomheder oplever, at bankerne ønsker at nedbringe deres engagement med virksomheden og altså få reduceret i kreditten, siger Lars Bo Jørgensen, der ser mange eksempler på - såvel frivillige fra virksomhedernes side som krav fra bankerne – at virksomheder reducerer deres kreditter markant.

- Det kan eksempelvis være en virksomhed, der har en kassekredit på 50 millioner kroner, men kun trækker 20 millioner kroner pt., hvor banken så stiller krav om, at kreditten reduceres til det halve inden for nogle måneder – simpelthen for at få nedbragt engagementet, siger Lars Bo Jørgensen.

At virksomhederne har lagt deres forventninger om at hente nye lån og kreditter i første kvartal 2009 er ifølge direktøren for Ejerlederne Helle Christensen samtidig et udtryk for, at de afventer den næste bankpakke. Og netop den afventende indstilling kan Håndværksrådet også genkende. Her peger cheføkonom Søren Nicolaisen på, at virksomhederne via medier og politikernes udmeldinger netop har fået stillet til udsigt, at løsningen er på vej. Den venter de på nu.

Flere problemer- Alle er afventende lige nu. Det gælder bankerne, og det gælder virksomheder. Derfor har der formentlig heller ikke været så mange henvendelser til bankerne i perioden efter jul som tidligere, for alt efter hvilken løsning, der kommer med bankpakke II, vil den være afgørende for kreditpolitikken og virksomhedernes fremadrettede vilkår, siger Søren Nicolaisen.

Han tilføjer, at mange virksomheder bøvler med flere problemer i øjeblikket. Håndværksrådets konjunkturanalyse fra december 2008, som er baseret på besvarelser fra 1.000 små og mellemstore virksomheder konkluderer da også, at manglen på efterspørgsel er blandt de store udfordringer i disse måneder.