Vi ved, hvad du har lavet denne sommer – Google har sladret

Danskerne er taget på ferie, men ifølge Googles data er det ikke København, der er løbet med turistkronerne. Tværtimod. Ude i Europa har genåbningerne genskabt aktiviteten, men det er samtidig synligt, at turisterne mangler i forhold til, hvordan sommeren plejer at se ud. Mobilitetsdata udpeger samtidig et stort ferieland som coronakrisens største økonomiske offer.

Google registrerer sine brugeres bevægelser. Når det lægges sammen, får man en indikator, der har tegnet et godt billede af, hvordan coronakrisen har påvirket vores bevægelser i det offentlige rum. Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix

Google ved, hvor du er. Sådan helt bogstaveligt. Og derfor ved vi også, hvad du har lavet denne sommer.

Under coronakrisen begyndte Google at offentliggøre data over befolkningernes bevægelser i mange af verdens lande. Vi kunne se, hvordan folk var mere hjemme og mindre på arbejdspladser. Benyttelsen af offentlig transport gav en god indikation af, hvor meget vi bevæger os – især i byerne.