Vi svinger dankortet mere end ventet

Dankortomsætningen i Danmark steg sæsonkorrigeret med 1,5 procent fra september til oktober.

Selv om de danske forbrugere fortsat må siges at være forsigtige, så betegner Danske Bank det som trods alt positivt, at der de seneste måneder har været en vis fremgang at spore i det private forbrug.

- Fremgangen i Dankortomsætningen skyldes en kombination af flere forhold, man skal således være opmærksom på, at Dankortomsætningen kan være blevet trukket op af den såkaldte fedtskat, som har fået priserne på en række dagligvarer til at stige. Fedtskatten er dog ikke hele forklaringen på fremgangen i forbruget, og dagens tal må derfor også siges, at være en positiv overraskelse, skriver Danske Banks cheføkonom Steen Bocian i en kommentar.

En mulig medvirkende forklaring på fremgangen i forbruget i oktober er det voldsomme rentefald gennem de seneste måneder. Det danske privatforbrug er meget renteafhængigt, og den lave rente hjælper derfor ganske meget, anfører cheføkonomen.

- Når vi kigger fremad, så får det private forbrug en hjælpende hånd i 2012, hvor efterlønsbidragene kommer til udbetaling. Vi venter dog trods det, at tendensen til forsigtige forbrugere kommer til at dominere en tid endnu, vurderer Steen Bocian.