Vi kan få 400.000 ledige uden mere åbning af Danmark – »Det kan få alle mulige negative konsekvenser«

Regeringen og det øvrige folketing skal meget gerne blive enige om en større åbning af den danske økonomi. En analyse fra tænketanken Cepos viser, at vi ellers kan se frem til en ledighed som i begyndelsen af 1990erne. Den havde meget store menneskelige og økonomiske omkostninger.

Danskerne er forsvundet fra gaderne i København. Det kan mærkes på den danske økonomi, og det er afgørende, at der sker en større åbning. Alternativet er en ret stor stigning i ledigheden, viser nye tal. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Danskerne skal igen kunne gå til frisør, og vi skal have gang i landets cafeer, restauranter og fysioterapeuter. Det kan ske, uden at det rammer vores sundhed og er afgørende for, at vi kan få stoppet noget af den blødning, som har ramt det danske arbejdsmarked under coronakrisen.

Hvis der ikke kommer en større åbning af den danske økonomi, kan vi se frem til, at den reelle ledighed herhjemme ved indgangen til maj kan komme over 400.000 personer. Det vil være en ledighed, som er fire gange højere end før krisen.