Da coronavirussen ramte Europa og resten af verden i marts 2020, var virussens hjemland, Kina, allerede på vej ud af coronaskyggen. De hårde nedlukninger og smittebremsende tiltag blev mødt med måben fra resten af verden – indtil mange andre lande få uger senere gjorde en stor del af det samme.
Resultatet af de voldsomme indgreb var, at Kina blev et af coronaårets få økonomiske lyspunkter med en vækst på knap tre procent. Det hjalp, at tøjindustrien hurtigt blev omdannet til at producere værnemidler, og at vestlige husholdninger gik shopamok i forbrugsgoder, der ofte produceres i Kina.