Verdens største vagtplans-bommert: 15.000 fly mangler piloter til jul

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Foto: DANIEL SLIM.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Velkommen til den sidste dag inden julemåneden kommer buldrende over os med bjældeklang, lyskæder, pebernødder, mad, mad, mad og Wham for fuld udblæsning.

Denne sidste dag i november markerer vi med en stribe gode erhvervshistorier. Ikke mindst historien om måske verdens største vagtplansbommert, Anders Fogh, der fraråder politikere at gribe ind over for et brandvarmt boligmarked og historien om, at politikere sætter ind over for sexchikane på de danske arbejdspladser.

Men vi begynder på Esplanaden, hvor A.P. Møller - Mærsk topchef Søren Skou i et interview med dagbladet Børsen fortæller om selskabets vækststrategi.

1
Mærsk-topchef taler ud: Så stram er tidsplanen

A.P. Møller - Mærsk er efter år med faldende toplinje og prispres ved at være skåret til, og topchef Søren Skou er parat med det, han selv kalder for et strategisk temposkift. Han taler om, at der nu skal sættes turbo på udviklingen i virksomheden, og det skal være med en stram deadline:

»Jeg tror, det vil tage tre-fem år at bygge den virksomhed, vi gerne vil have. Men jeg er også sikker på, at vi vil vise fremskridt hele tiden. Det er super spændende, og jeg tror virkelig på, at vi kan bygge et selskab, som igen kan blive en vækstvirksomhed. Det er helt klart målet.«

Koncernen vil ændre måden, transport fungerer på, da selskabet frem til nu har været alt for afhængig af udviklingen i fragtraterne. Derfor satser han på et tættere samarbejde mellem Maersk Line, havnedivisionen APM Terminals og logistikselskabet Damco for bl.a. at mindske risikoen i dårlige tider.

»Det vigtige for mig er, at en større del af vores omsætning kommer fra andet end fragt på havet. Det betyder, at vi skal sælge mere af alt det andet associerede,« fortæller topchefen til dagbladet Børsen.

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag.

- eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

2
Er det her verdens største vagtplansbommert?

Vi bliver i transportbranchen. Bare den del der transporterer mennesker, og det kan blive mere end vanskeligt for et af verdens største flyselskaber denne jul. Lige nu står selskabet nemlig og mangler piloter til mere end 15.000 flyvninger i julen.

Jep, der står 15.000. Og det skyldes en fejl i et IT-system, der ganske enkelt har meddelt hovedparten af flyselskabets piloter, at de bare kan trække i julesweateren, sætte kalkunen i ovnen og nyde deres ferie i julen.

Det skriver flere internationale medier.

Fejlen i IT-systemet betyder, at alt for mange piloter har fået ferie mellem den 17. og 30. december. American Airlines arbejder lige nu benhårdt på at finde en løsning på det, som selskabet selv kalder for en krise. Piloterne bliver derfor tilbudt ekstra løn, hvis de dropper ferien og sætter sig ind i cockpittet.

American Airlines siger, at selskabet har reservepiloter klar og vil tilbyde op til 150 pct. i ekstra løn, og håber på at få løst problemet hurtigst muligt.

3
Arbejdsgivere skal tvinges til at tage ansvar i at bremse sexchikane

Arbejdsgivere skal pålægges et tungere juridisk ansvar for sexchikane i virksomhederne. De skal presses til at gøre en aktiv indsats for at hindre sexkrænkelser frem for at vende ryggen til. Det mener flere oppositionspartier. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er villig til at diskutere forslaget på en kommende høring om sexchikane.

Socialdemokratiet og Enhedslisten vil have indført et såkaldt indirekte objektivt ansvar, når det gælder psykisk arbejdsmiljø og sex­chikane. Et skærpet juridisk ansvar vil forpligte arbejdsgivere til at gøre en aktiv indsats for at forebygge sexchikane på arbejdspladsen.

4
Genmab opnår milepæl med kræftmiddel og opjusterer forventninger

Genmab har rundet en milepæl med sit kræftmiddel Darzalex - også kendt som Daratumumab - og det indløser en gevinst på 20 mio. dollar fra partneren Janssen. Milepælsbetalingen betyder samtidig, at Genmab opjusterer de økonomiske forventninger til 2017, hvor der nu ses en omsætning på mellem 2240 og 2440 mio. kr. mod et tidligere interval på mellem 2110 og 2310 mio. kr.

5
Anders Fogh: Politikere skal bare lade boligmarked stige

Politikere skal stoppe med at agere barnepiger i et forsøg på at bremse de stigende boligpriser.

Sådan lyder budskabet fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i en tid, hvor økonomer står i kø for at advare om, at en boligboble kan være ved at udvikle sig i København.

Gennem de seneste år er boligpriserne buldret i vejret - særligt i de større byer. Siden bunden i 2011 er priserne på københavnske ejerlejligheder eksempelvis steget med 78 procent. De tocifrede prisstigninger har både fået Nationalbanken, Finanstilsynet og førende boligøkonomer til at hejse advarselsflaget, og for nylig indførte regeringen nye, strammere låneregler for boligkøb.

Samtidig har regeringen droppet at bevare skattestoppet på boliger gældende fra 2021, men det er en forkert vej at gå, mener Anders Fogh.

3 ting investorerne skal holde øje med i dag:

Seniorstrateg i Nordea Andreas Østerheden holder øje med følgende 3 ting i dag:

  • Investorerne vil starte dagen med at tage et dyk ned i de kinesiske erhvervstillidstal, som viste overraskende styrke, da de kom ud i nattens løb på 51,8, hvilket er over den magiske grænse på 50 som definerer hhv. fremgang og tilbagegang. Det skal ses til trods for, at vi forventer en gradvis afkøling af den økonomiske vækst i Kina i løbet af 2018.
  • Det helt store fokus blandt investorerne i dag bliver inflationstal fra både USA og Europa. Her kom de tyske inflationstal ud en smule stærkere end forventet i går, hvilket også hæver forventningerne til dagens tal. I dagens løb vil vi have flere talere fra de store centralbanker Fed, ECB og BoJ på banen. Det er interessant at følge fordi alle af bankerne har rentemøde i december.
  • Sidst men ikke mindst vil man følge diskussionerne i OPEC omkring udbudsreduktionerne, som vi forventer til blive forlænget fra marts 2018 til december 2018. Det er allerede forventet, at de vil tage en midtvejsstatus på udbuds- og efterspørgselssituationen i midten af næste år. Derudover vil investorerne vente på nyt omkring den amerikanske skattereform, som vil komme til afstemning her sidst på ugen.

Det sker i dag:

kl 8.00: Danmark: Arbejdsløshed, okt - tidl: 3,4%
kl 9.00: Spanien: BNP-vækst (endelig), Q3
kl 9.55: Tyskland: Arbejdsløshed, nov - est: 5,6%; tidl: 5,6%
kl 11.00: Eurozonen: Arbejdsløshed, okt - est: 8,9%; tidl: 8,9%
kl 14.30: USA: Privatforbrug, okt - est: 0,3%; tidl: 1,0%
kl 14.30: USA: Nytilmeldte ledige, uge 47 - est: 240.000; tidl: 239.000

Markederne lige nu:

De asiatiske aktiemarkeder ligger med generelle kursfald torsdag, anført af et drop i de højtflyvende teknologiaktier, der af visse investorer anses som en sund korrektion oven på store stigninger, mens andre mener, at det klipper toppen af den "supercyklus", der har øget sektorværdien. MSCI's brede indeks for Asien-Stillehavsområdet uden for Japan falder 0,9 pct.

Nikkei 225 +0,5
Topix +0,4
Hongkongs Hang Seng -1,1
China Shanghai Composite -0,1
China CSI 300 -0,3
Taiwan Taiex -1,4
Sydkoreas Kospi -0,9
Indiens BSE Sensex -0,7
Singapores STI -0,4
Sydney ASX 200 -0,7

Hør også podcasten Hjørnekontoret, hvor danske topchefer åbner døren til en ellers lukket verden:

Find alle udsendelser fra Berlingske Business i din podcast-app og på Apple TV, på Spreaker.com eller via iTunes. Podcast fra Berlingske Business er sponsoreret af Nordea.