Venstre kræver undskyldning efter hårde beskyldninger fra Vilhelmsen

Venstre kalder erhvervs- og vækstminis-ter Annette Vilhelmsen (SF)i samråd for at få en forklaring på hendes beskyldninger om, at regeringens politik aktivt bliver modarbejdet af erhvervslivet.

Foto: Torkil Adsersen

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) bør sige helt konkret, hvem i dansk erhvervsliv der aktivt modarbejder regeringens økonomiske politik. Kan hun ikke det, må hun komme med en undskyldning.

Det mener Venstres vækstordfører, Mads Rørvig (V), der nu kalder ministeren i samråd for at få hende til at uddybe sin bredside mod erhvervslivet. Bredsiden blev affyret i Kjerteminde Avis, hvor SF-formanden beskylder erhvervslivet for at puste krisen kunstigt op i et forsøg på at bekæmpe regeringen.

»De borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering,« siger Annette Vilhelmsen, der mener, at virksomhederne tænker for meget på profit og for lidt på samfundets bedste.

Over for ekstrabladet.dk fastholder hun sine udtalelser.

»Jeg kan ikke sige andet end, at der tilsyneladende er en stor modbevægelse til, at det ikke skal lykkes for os at komme igennem med rigtig mange af de gode investeringer og initiativer, vi har lavet,« siger Annette Vilhelmsen.

Ministerens udmeldinger er arrogante og disrepektfulde over for erhvervslivet, mener Venstres Mads Rørvig: ---- »Hun opfatter tilsyneladende dansk erhvervsliv som sin modstander. Vi har brug for at få forklaret, hvad hun præcis mener.«

Umuligt at leve med

Liberal Alliances erhvervsordfører, Ole Birk Olesen, er tilsvarende forarget over Vilhelmsens kommentarer. Han forventer, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil tage afstand fra SF-formanden.

»Hvis regeringsledelsen ikke tager afstand fra det her, har regeringen en erhvervspolitik, der er helt umulig at have med at gøre for erhvervslivet. Det er en regering, der er på kollisionskurs med virksomhederne i Danmark, og det kan man ikke leve med,« siger Ole Birk Olesen, der kalder Annette Vilhelmsens holdning »helt vild«.

»Det er helt grundlæggende galt med hendes forståelse for, hvorfor man vælger at drive en virksomhed. Hun forstår ikke, at det grundlæggende motiv for at skabe en virksomhed er at tjene penge,« siger han.