Valutareserven faldt med 7,8 mia. kr. i januar

Valutareserven i Nationalbanken faldt i januar med 7,8 mia. kr. til 429,7 mia. kr., meddeler banken tirsdag eftermiddag.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø.
Læs mere
Fold sammen

Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News var der ventet et fald til 410 mia. kr. fra decembers niveau på 437,5 mia. kr.

Udviklingen afspejler, at Nationalbanken i perioden netto har solgt valuta for 7,7 mia. kr., og at staten netto har indfriet lån i udlandet for 0,2 mia. kr.

Nationalbanken intervenerede i valutamarkedet i månedens løb med et nettosalg af valuta for 7,7 mia. kr.

Nationalbanken har desuden foretaget en kursregulering, der har opskrevet valutareserven ved udgangen af 2015 til 437,5 mia. kr. fra 434,9 mia. kr.

Ifølge Tore Stramer, der er chefanalytiker i Nykredit, betyder faldet i valutareserven ikke, at der nu er rentestigninger i vente. Han mener, at der stadig kan forventes lave renter fremadrettet.

- Det bør ses som et signal om, at valutareserven efter de seneste måneders massive fald nu nærmer sig et niveau, som Nationalbanken finde passende. Det er dog ikke ensbetydende med, at Nationalbanken nu er på trapperne med en ny selvstændig renteforhøjelse for at dæmpe faldet i valutareserven yderligere.

- Der er med andre ord dømt fortsat ekstremt lave renter i dansk økonomi over det kommende år, skriver han i en kommentar.

Nordeas chefanalytiker Jan Størup Nielsen forventer, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil nedsætte renten ad to omgange og samtidig udvide det igangværende opkøbsprogram, og det har betydning for den danske rente.

- De aggressive udmeldinger fra ECB betyder, at behovet for selvstændige danske renteforhøjelser er blevet betydeligt mindre.

- I vores hovedscenario forventer vi dog, at Nationalbanken vil forhøje den danske rente på indskudsbeviser med 0,1 pct.point inden for de kommende tre måneder. Det er kombinationen af en relativt svag dansk krone over for euroen, fortsatte støtteopkøb fra Nationalbanken og en lav overskudslikviditet på pengemarkedet, som muliggør, at Nationalbanken vil forhøje renten i en periode med pengepolitiske lempelser i euroområdet, skriver han i en kommentar.