Valuta: Svag britisk økonomi og partikongres presser pundet

Foto: MOHD RASFAN.
Læs mere
Fold sammen

Det britiske pund ligger i sit laveste niveau i tre uger overfor dollar.

Det sker i takt med, at investorerne fokuserer på den underliggende tilstand i den britiske økonomi, og at det konservative regeringsparti er i gang med sin partikongres, der bliver afholdt i Manchester og varer frem til onsdag.

Et pund koster mandag middag 1,3299 dollar mod 1,3420 dollar fredag eftermiddag. Og faldet tog fart, da den endelige opgørelse for BNP -væksten i andet kvartal i Storbritannien i fredags blev opgjort til 1,5 pct., hvilket er den laveste vækst siden første kvartal 2013.

»Pund sterling er kommet ned fra højderne i forbindelse med partikongressen, som investorerne har fokus på,« skriver Morgan Stanley ifølge Reuters og påpeger, at pundet er sat til salg på grund af politiske risici og netop en svag britiske økonomi.

Den britiske premierminister, Theresa May, har blandt andet sagt, at den britiske regeringsdepartementer arbejder på en plan for, hvad de skal gøre, hvis brexit-forhandlingerne med EU kollapser uden en aftale.

Også den fælleseuropæiske valuta, euro, er svækket på en dag, hvor investorerne også ser mod det nordlige Spanien og urolighederne i forbindelse med uafhængighedsvalget i Catalonien søndag.

Folkeafstemningen var på forhånd erklæret ulovlig af den spanske regering og højesteret, og politiet forsøgte ved en række valgsteder at fjerne valgbokse og stemmesedler og at forhindre folk i at komme ind at stemme.

Euro koster mandag middag 1,1744 dollar mod 1,1820 dollar fredag eftermiddag, og dollar koster 112,82 yen mod 112,45 yen fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS