Valgnederlag i Nykredit, europæisk tomgang og lego til leje

Foto: Nikolai Linares

God morgen

Det var en skidt onsdag aften for de sure Nykreditkunder. Forsøget på at forpurre Nykredits børsnotering led et tilbageslag i Roskilde, da ikke en eneste af de opstillede kritiske kandidater blev valgt ind i realkreditkæmpens repræsentantskab. Læs om aftenens møde.

I dag er der rentemøde i Den Europæiske Centralbank og centralbankchefen Mario Draghi står overfor en kæmpe udfordring, hvis han skal blæse nyt liv i den europæiske økonomi. Flere økonomer tvivler på, at det kan lade sig gøre, for Draghis pengepolitiske ammunitionslager er ved at være tømt, og der er ikke megen hjælp at hente hos de europæiske finansministre.

Den omdiskuterede nye dyrevelfærdsmærkning af dansk svinekød kan ifølge notat fra Fødevarestyrelsen sikre eksport til svenskerne, der i stigende grad dropper dansk svinekød. Men det er op ad bakke.

Mere optimisme er der i Aarhus, hvor to iværksættere har startet en forretning med at leje legoklodser ud til familier på ugebasis. Læs om projektet og se billederne.

En af onsdagens største erhvervshistorier handlede om ledelseskrisen i Vestegnens største boldklub. Vores erhvervskommentator Jens Chr. Hansen mener, at Brøndby-formanden og rigmanden Jan Bech Andersen totalt fejlvurderet sin rolle som ansvarlig for en børsnoteret virksomhed.

Dagens jourhavende på business.dk er Sonny Wichmann