Hun blev valgt for at markere SFs sande identitet og trække regeringen i en mere venstreorienteret retning, men i disse døgn kæmper hun for at få sine partifæller til at forstå, at finansminister Bjarne Corydon har gjort det rigtige ved at indgå en aftale med Goldman Sachs – selve sindbilledet på den grådighed og uansvarlighed, som mange SFere har forbundet de store amerikanske banker med.

Man behøver ikke at være iagttager for at se, at Annette Vilhelmsen har fået anbragt sig selv i en komplet umulig situation, hvor hun er godt i gang med at miste de rester af respekt og autoritet, som hun endnu måtte have i behold som partiets leder.

Formentlig ender hun her og nu med at kunne ride stormen af, fordi der hverken på SFs ministerhold eller i folketingsgruppen er stemning for at trække SF ud af regeringen - eftersom det vil blive opfattet som den totale falliterklæring. Holdningen er, at SF har fået så mange tæsk for at tage ansvar og sætte sig i scene som regeringsparti, at det vil være ubærligt at give op nu og bare stikke af fra regeringsansvaret.

Derudover er der også en - korrekt - erkendelse af, at SF i givet fald vil slå op i banen i en så nederlagsramt position og i en så forpjusket forfatning, at det vil være svært at få en ny start som et støtteparti, der effektfuldt vil kunne tage kampen op mod Johanne Schmidt-Nielsen & Co. i Enhedslisten. Den virkelige fare ligger snarere i, at SF’s sidste vælgere er ved at få nok.

For hver gang en SF-vælger i den kommende tid vælger at forlade partiet, siger Annette Vilhelmsen i realiteten farvel til en ægte kernevælger. Alle de andre har for længst taget flugten. Dong-sagen er med andre ord ekstremt farlig, fordi den er destruktiv på flere planer. Først og fremmest er det for de fleste SF-

vælgere komplet uforståeligt, at regeringen har valgt lige netop Goldman Sachs som partner. Alene det faktum vil i sig selv få flere SF-vælgere til at søge nye græsgange. Men det ekstra belastende ved Dong-sagen er, at den er ved at blive den berømte dråbe, som får bægeret til at flyde over hos de sidste SFere. Den er så at sige begyndt at blive et symbol på alle de kameler, som partiet er blevet tvunget til at sluge, og alle de ydmygende kompromiser, som partiet har måttet indgå i regeringen.

Hvis den holdning for alvor breder sig blandt de sidste SF-vælgere, vil der være sat gang i en dynamik, som Annette Vilhelmsen ikke længere vil kunne kontrollere, for hun kan ikke holde til, at SF kommer til at støde ind i spærregrænsen. Så langt nede er partiet ganske vist ikke kommet endnu, men Dong-sagen og en aftale med Goldman Sachs rummer de ingredienser, som kan skubbe partiet det sidste stykke ned af slisken og reducere SF til Folketingets mindste parti på kanten af spærregrænsen.

Hvilket vil udstille, hvor katastrofalt Annette Vilhelmsens lederskab har udviklet sig.