Vækst med et bedre design

Et nyt netværk med internationale aktører skal styrke danske virksomheders fokus på de muligheder, et godt design giver for vækst.

100 danske og internationale erhvervsledere og innovationseksperter fra hele verden mødes for første gang i denne weekend i København under den officielle designuge, Copenhagen Design Week 09.

 Formålet er at skabe et netværk, der gennem konkrete business cases viser, at design kan skabe fremtidig vækst for erhvervslivet.

”Danish Design Association er stolte over at være med til at tiltrække verdens skarpeste innovatører med Copenhagen Co’creation. Initiativet skal øge danske virksomheders viden om, hvad der foregår på den globale designscene og hvordan design kan indgå i vækststrategien, siger direktør for Danish Design Association, Gitte Just.

Differentiering

Co-creation er en metode og en proces, der kan udvikle og differentiere organisationer og produkter i den hårde globale konkurrence.  Og mange virksomheder har allerede har skabt gode resultater ved hjælp af co-creation processen.

”Her er et konkret initiativ, der kan være med til at sætte gang i hjulene igen. Danmark er i forvejen kendt som designnation over hele verden. Jeg har store forventninger til, at co-creation-konferencen kan være med til at sætte fokus på Danmark som internationalt centrum for designinnovation,”  siger økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.