USA's sundhedsmyndigheder undsiger gigants cigaret-klon

Et ekspertudvalg i USA mener ikke, at Philip Morris' cigareterstatning IQOS er mindre skadelig end cigaretter.

Philip Morris' e-cigaret IQOS er ikke mindre farlig end tobak, vurderer e ekspertpanel under de amerikanske sundhedsmyndigheder. Free/Www.colourbox.com
Læs mere
Fold sammen

København. Et ekspertpanel under de amerikanske sundhedsmyndigheder mener ikke, at tobaksselskabet Philip Morris' elektroniske cigareterstatning IQOS er mindre skadelig end cigaretter. Philip Morris' aktier faldt mærkbart.

Det skriver Reuters.

Philip Morris, en af verdens største tobaksselskaber, har ellers kastet milliarder i udviklingen af produktet IQOS. Det varmer tobak op til en høj temperatur, men ikke så det brænder.

IQOS er et af Philip Morris' store håb for fremtiden, da markedet for traditionelle cigaretter falder over det meste af verden.

Det er gennem årtier blevet bevidst, at cigaretter og rygning af tobak er stærkt sundhedsskadeligt. Derfor er det underlagt høje afgifter og salgsrestriktioner.

Philip Morris har med det nye produkt argumenteret for, at det er mindre skadeligt og ikke skal reguleres på samme måde som cigaretter og tobak.

Som led i ansøgningsprocessen skal ansøgningen behandles af et ekspertpanel under sundhedsmyndighederne, der kommer med en anbefaling.

Ifølge erhvervsmediet Bloomberg stemte ekspertpanelet 8-0 for, at Philip Morris ikke havde bevist, at brug af IQOS mindsker risikoen for rygere, der skifter.

Panelet stemte med en lille margin også for, at Philip Morris ikke har bevist, at IQOS generelt er mindre skadeligt end tobak.

Philip Morris omsatte i 2016 for 75 milliarder dollar og solgte 813 milliarder cigaretter.

For at imødegå det faldende marked for cigaretter har Philip Morris postet mere end tre milliarder dollar i udviklingen af IQOS, der står for "I Quit Ordinary Smoking".

- Vi har skabt verdens mest succesfulde tobaksselskab med verdens mest populære og ikoniske brands.

- Nu har vi taget en dramatisk beslutning. Vi er begyndt at bygge vores fremtid på røgfri produkter, skrev Philip Morris i sit regnskab for 2016.

Udsigten til, at IQOS ikke kommer til at få mere lempelige vilkår end tobak i USA sendte aktierne i Philip Morris sydover med små tre procent.

/ritzau/