USAs politikere mangler handlekraft

Bankanalytiker: Investorer vil reagere negativt, fordi politikerne i USA fortsat viser manglende handlekraft.

Foto: JIM LO SCALZO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det vil næppe sende chokbølger gennem finansverdenen, at den såkaldte superkomité mandag måtte opgive at nå til enighed om besparelser, der skulle bringe USAs  økonomi på fode igen. Sådan lyder vurderingen fra Kim Fæster, senioranalytiker i Jyske Bank.

Han forklarer, at der på forhånd var indarbejdet en slags bagstopper i komitéens arbejde.

- I praksis betyder det, at der fra 2013 automatisk træder besparelser i kraft, der næsten når op på samme beløb, som komitéen skulle nå frem til - nemlig 1200 milliarder dollar over de næste 10 år.

Alligevel forventer Kim Fæster, at investorer rundt omkring i verden vil reagere negativt i de kommende dage.

Ligesom vælgerne havde de nemlig sat næsen op efter et udspil, der signalerede, at nu var de amerikanske politikere parate til at vise handlekraft ud fra en holdningen "det her er vores ansvar, som vi skal leve op til".

- Nu får omverdenen så et nyt bevis på, at den handlekraft simpelthen ikke er til stede. Og den amerikanske befolkning har det bestemt ikke godt med at blive slået i hartkorn med lande som Italien, Grækenland og Spanien, siger Kim Fæster.

- Det burde være første prioritet at få ryddet op i den amerikanske statsgæld, som er højere end den gennemsnitlige gæld i EU-landene. Men politikerne arbejder ud fra en anden agenda, fordi de har blikket stift rettet mod næste års præsidentvalg.

Ifølge Kim Fæster havde superkomitéen ellers ideelle betingelser, blandt andet fordi de forslag, som den måtte blive enige om, på grund af særlige bestemmelser ville kunne vedtages med mindre flertal end ellers.

- Men også i dette forum har de to partier stået meget stejlt over for hinanden. Mest tydeligt Republikanerne, hvor vi kan tydeligt se den indflydelse, Tea Party-bevægelsen har fået, slutter Kim Fæster.