USA: Torsdagens pæne fald fortsætter som ventet ved åbningen

Læs mere
Fold sammen

Som ventede fortsætter de dystre toner fredag på det amerikanske aktiemarked. Torsdag trykkede investorerne på salgsknappen efter præsident Trumps udmelding om straftold på importeret aluminium og stål. Med udmeldingen injicerede han frygt i markedet for en handelskrig, og det får fortsat handlerne til at holde fingeren på salgsknappen.

Efter et kvarters handel er der fald på 0,9-1,4 pct. i de tre store amerikanske aktieindeks. S&P 500 falder dermed for tredje dag i træk. Og det såkaldte frygtindeks - VIX-indeks - stiger for fjerde dag i træk. Siden mandag er det steget fra knap 16 til over 25 fredag ved handlens begyndelse.

Selskabsmæssigt vil der sandsynligvis være fokus på aktier i Gap, Nordstrom og American Outdoors Brand.

Sidstnævnte, der handler med våben, falder med 9 pct. til 8,52 dollar efter have rapporteret skrækkelige kvartalstal og meget dystre udsigter for fremtiden.

Efterspørgslen falder til nye lavere niveauer, udtaler selskabet, der ejer det ikoniske våbenmærke Smith & Wesson. Omsætningen faldt 33 pct. i kvartalet og overskuddet med 65 pct. Selskabet har også mørke udsigter for fremtiden i lyset af våbendebatten, som har nået nye højder efter det seneste skoleskyderi i USA. Derfor vil selskabet blandt andet reducere medarbejderstaben.

Tøjkoncernen Gap har leveret flotte tal og belønnes. Aktien handles knap 5 pct. højere i 33,25 dollar.

En anden tøjkoncernen Nordstrom falder derimod med 1,4 pct. til 49,52 dollar. Det sker efter at have leveret svagere end ventet for fjerde kvartal. Der blev leveret et overskud per aktie på 89 cent, og selvom man lægger 25 cent til for engangsposter, når man ikke op på analytikerens forventning, der ifølge Bloomberg News var 1,25 dollar.