USA: Hjælpepakke til første afstemning onsdag

Repræsentanternes Hus stemmer onsdag om en ny hjælpepakke med økonomiske opmuntringer til 825 milliarder dollar (4750 milliarder kroner).

Læs mere
Fold sammen
Den demokratiske flertalsleder, Steny Hoyer, bad torsdag de relevante komitéer i Repræsentanternes Hus om at have lovteksten klar fredag, så politikere og offentlighed har tid til at gennemgå den, inden den kommer til afstemning onsdag.

"Jeg forventer, at Kongressen vil sende den færdige lov til præsident Obama inden Præsidentens Dag (16. februar, red.)," sagde Hoyer.

I Det Demokratiske Parti er der bred opbakning til hjælpepakken, der består af 550 milliarder dollar til offentlige investeringer og 275 milliarder dollar, der er afsat til skattelettelser.

Republikanerne er i det store hele imod den ny hjælpepakke, fordi de ikke mener, at tiltagene vil gøre tilstrækkeligt for at sætte gang i økonomien. /ritzau/AFP

RB-Børsen