Ukoordineret og i fuld fart i hver sin retning - USA og EU på kollisionskurs i den økonomiske politik

Coronatiden medførte en historisk aktivering af den økonomiske politik i alle vestlige lande i forsøget på at holde økonomierne flydende. Operationen har været vellykket, men nu venter den svære del, nemlig at rulle den megen støtte tilbage. Her tidligt i normaliseringsfasen er der allerede opstået store forskelle i retningen i finanspolitikken og pengepolitikken på tværs af Atlanten. Det kan give større politiske rystelser og ødelægge den nye forbrødring.

Der var klimademonstrationer ved det seneste G7-topmøde i Cornwall, men på selve mødet var der forbrødring efter Trump-årene. De brede smil kan dog hurtigt stivne, hvis ikke den økonomiske politik bliver koordineret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jon Rowley/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens danskernes sommerferie er ved at gå på hæld, er den først ved at begynde i verdens magtcentre som Bruxelles, Frankfurt og Washington. Som regel kommer ferien efter et hæsblæsende tempo i juli, hvor alle forårets løse tråde skal bindes, inden politikere og centralbankbureaukrater trækker stikket i et par uger.

Støjniveauet i Washington har været lavere end de seneste fire år under præsident Donald Trump, hvor handelskrige med både Kina og EU blev optrappet i sommertiden. Men aktivitetsniveauet har været højt i både centralbank og Kongressen.

Centralbankerne i USA og euroområdet, Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank (ECB), har sat en kurs for efteråret, mens konturerne af de kommende års finanspolitik også begynder at tegne sig.

Alt kan naturligvis ændres af begivenheder og ikke mindst politiske forhold, men der er en retning. Retningen eller rettere forskellen i retning på de to sider af Atlanten har sat sig spor i valutamarkedet, hvor dollaren løbende er blevet styrket over for euroen og dermed kronen siden midten af juni. Selvom det ikke er mere end tre procent, er det alligevel en bevægelse, der kan få betydelige konsekvenser.

Det seneste år har man i både USA og EU gjort alt, hvad der overhovedet har været muligt for at holde økonomierne flydende i coronatiden. Det gælder de omfattende kompensationspakker og tiltag fra centralbankerne, som de færreste i deres vildeste fantasi ville have troet mulige. Centralbankernes udpumpning af penge var sidste år større end i hele den foregående periode fra finanskrisens første krampetrækninger i 2007.

Vi går hver sin vej

Men nu er der ved at være en anden dagsorden, nemlig normalisering. Det gælder både i finanspolitikken og i pengepolitikken. Det vil i de kommende måneder og år blive tydeligt, at det er langt nemmere at smide penge ud fra en helikopter end at samle dem ind igen. Og det vil blive tydeligt, at EU og USA går forskellige veje i både finanspolitikken og pengepolitikken. Det er derfor, at dollaren styrkes.

Når kriser rammer, bliver svagheden i det amerikanske sikkerhedsnet tydeliggjort. Under finanskrisen steg underskuddet på de offentlige finanser markant fra fire til 13 procent af BNP; altså en forværring på ni procentpoint.

USA havde allerede før coronakrisen stigende underskud, og derfor var eksplosionen i underskuddet til omkring 16 procent af BNP sidste år og igen i indeværende år ikke meget større end under finanskrisen – men dog de største underskud siden Anden Verdenskrig.

Efter at finanskrisens hjælpepakke udløb i 2010, fulgte en periode med benhård konsolidering, hvor de føderale udgifter blev holdt i de strammeste tøjler siden 1950erne. Finanspolitikken er ansvarlig for halvdelen af den vækstmæssige underpræstation, som opsvinget efter finanskrisen havde i forhold til andre opsving siden 1970. Alligevel tog det seks år at få reduceret underskuddet med omkring ni procentpoint igen.

Kongressens budgetkontor regner i sine analyser med gældende lov – altså hvad der er vedtaget og ikke bare de planer, som politikerne måtte have. I deres budgetprognose vil underskuddet blive reduceret med omkring ni procentpoint på bare ét år – fra 2021 til 2022.

Sidste gang USA gennemførte en reduktion af underskuddet på de offentlige finanser i samme boldgade var, da man afmonterede krigsmaskinen efter Anden Verdenskrig. Det år – 1946 – faldt aktiviteten i USA med 12 procent. Kun depressionsåret 1932 har haft et større fald.

Med et midtvejsvalg i november 2022 er det ret sikkert, at Demokraterne vil bruge deres spinkle flertal til at skabe så meget medvind på den økonomiske cykelsti som muligt. I løbet af de kommende uger vil en infrastrukturpakke uden seriøse finansieringskilder blive vedtaget og dermed forøge underskuddet med at par hundrede milliarder dollar om året de kommende år. Et underskud på omkring ti procent af BNP næste år er ikke urealistisk, når også en kommende velfærdspakke indregnes.

Det ser helt anderledes ud i EU. De europæiske lande har også iværksat massive kompensationspakker, men den finanspolitiske belastning har været mindre end i USA. Underskuddet i euroområdet steg fra tæt på balancen før coronakrisen til omkring otte procent sidste år og i år – altså knap halvdelen af det amerikanske underskud. I Danmark har coronatiden ikke efterladt større spor i de offentlige finanser.

En af forklaringerne på forskellen mellem USA og EU er, at de europæiske programmer var langt mere målrettede end de amerikanske, hvor der er blevet overført købekraft fra staten til selv velstående husholdninger. De europæiske lønkompensationsordninger betød også, at ledigheden i EU (og Danmark) næsten ikke steg, mens omkring 30 millioner amerikanerne blev ramt af ledighed sidste forår.

Allerede næste år forventer EU-Kommissionen, at eurolandene halverer deres underskud, og der er langt større grund til at tro, at forbedringen vil blive til virkelighed i EU end i USA, for de målrettede programmer vil blive udfaset i takt med, at det økonomiske efterslæb indhentes.

Det er især opstramningen i Tyskland, der trækker forbedringen for euroområdet som helhed. Tyskland har i en årrække haft overskud på de offentlige finanser og var lykkedes med at få bragt statsgælden ned under 60 procent af BNP, inden coronavirussen ramte. Orden i de offentlige finanser er vælgermæssigt populært, og derfor skal man ikke forvente meget lempelse i forhold til den udstukne vej – heller ikke selvom der skal være valg til september.

EUs finanspolitiske regelsæt har længe været udskældt, og Italiens premierminister, Mario Draghi, har været fast i mælet om, at det ikke vender tilbage i sin tidligere form. Det er han ikke ene om at bestemme, men da Italien er EUs smertensbarn, har han stor indflydelse. Regler kommer der dog, hvilket også betyder, at Italiens underskud på 11 procent af BNP i år kommer til at blive drastisk reduceret næste år.

Fronterne vil hurtigt vil blive trukket skarpt op, når det gælder det nye regelsæt og tempoet i den finanspolitiske normalisering. »Sparebanden« vil ikke kun omfatte de fire små lande, Danmark, Sverige, Holland og Østrig, men også en langt bredere kreds med Tyskland og andre nordeuropæiske lande.

EUs genopretningsfond betyder, at de offentlige investeringer vil få et løft i flere lande i de kommende år, men ellers er der en forventning om, at eurolandene igen begynder at bevæge sig tilbage til et mere normalt finanspolitisk miljø, når det økonomiske coronahul er blevet lukket omkring årsskiftet.

Pengebureaukrater går også i hver sin retning

Centralbankerne bevæger sig også i hver sin retning. Federal Reserve er uafhængig, men er ikke politisk tonedøv. Inflationen i USA er på over fem procent og lige nu præsident Bidens største politiske hovedpine. Derfor har Biden – i modsætning til sin forgænger – givet sin opbakning til en tilbagerulning af de ekstraordinære pengepolitiske tiltag, såfremt Federal Reserve ønsker at gøre det.

Federal Reserve bekræftede i denne uge, at en nedtrapning af de store køb af obligationer allerede er på dagsordenen i efteråret, og faktisk er der allerede blevet opsuget kontanter fra det finansielle system i de almindelige operationer. »Pengeindsamlingen« er i fuld gang.

Lige nu forventer Federal Reserves ledelse at sætte renten op fra 2023, men hvis der kommer flere finanspolitiske pakker, kan den tidshorisont også blive fremrykket. Bidens opbakning til en normalisering af pengepolitikken betyder også, at tilbagerulningen vil ske med bred opbakning blandt centralbankens medlemmer.

Det er helt anderledes i euroområdet, hvor ECBs ledelse indtil nu er løbet skrigende væk fra alle diskussioner om en normalisering, og hvor en krig på ord mellem nordlige og sydlige centralbankchefer allerede er brudt ud.

Til efteråret skal ECB afgøre fremtiden for det pandemiske opkøbsprogram (PEPP) med udvidet fleksibilitet i opkøbene. Det har især gavnet Italien og Grækenland. Hvis programmet får lov til at udløbe til marts, vil opkøb under de sædvanlige regler med stor sandsynlighed blive forøget markant.

Disse opkøb er uden tidsmæssig bagkant og dybt kontroversielle i Tyskland, hvor man betragter det som en finansiering af budgetunderskud gennem seddelpressen.

Når det gælder renten, har ECB her i juli fremlagt en ny strategi med det formål at skyde diskussionen om renteforhøjelser endnu længere ud i fremtiden. Med negative renter og seddelpressen på overarbejde begynder euroområdet at ligne Japan, hvor centralbankens politik er indrettet efter at finansiere verdens højeste gæld.

Det kan ende med et brag

Den globale økonomi står således over for en periode, hvor finanspolitikken vil forblive lempelig i USA, mens pengepolitikken strammes, og omvendt i EU, hvor finanspolitikken strammes, mens pengepolitikken vil forblive i overhalingsbanen.

Det bør give en fortsat styrkelse af den amerikanske dollar og stigende lange amerikanske renter. Begge dele har potentialet til at skabe rystelser i det globale finansielle system. Aktiemarkedet er allergisk over for stigende renter, men nok endnu vigtigere er det, at en lang række af de nye vækstøkonomier står til at blive ramt.

Tyrkiet, Rusland og Brasilien har allerede været tvunget til at hæve renter for at forhindre en galopperende svækkelse af deres valutaer. Alle tre lande er dollarfølsomme; Tyrkiet og Brasilien har høj udenlandsk gæld i dollar, der bliver dyrere at håndtere, når Federal Reserve begynder at rulle sine ekstraordinære tiltag tilbage, mens Rusland er rig på råstoffer, der handles i dollar.

De mulige rystelser fra en stærkere dollar var også en af de bekymringer for verdensøkonomien, som Den Internationale Valutafond (IMF) tidligere på ugen fremhævede i sin prognose.

En fortsat styrket dollar og svagere euro har dog også en anden dimension. Det vil umiddelbart hjælpe europæiske eksportører, mens europæiske forbrugere mister købekraft gennem dyrere importerede varer og mere inflation. Det vil også gøre det sværere for ECB at sidde et hop i inflationen overhørig.

Men den politiske dimension må ikke ignoreres. Præsident Bidens retorik er anderledes, men hans politik ligger tæt op ad præsident Trumps »America First«. En styrket dollar vil i Washington blive oplevet  – af både højre og venstre – som valutamanipulation gennem ECBs ekstreme tiltag. Der ligger en risiko for, at ECB kan udløse en handelskrig på tværs af Atlanten.

Verdens store økonomier og deres centralbanker står over for enorme udfordringer i den kommende tid, og den nuværende kurs med at forfølge egne mål uden at tage højde for internationale konsekvenser kan gøre stor skade på både økonomier og de finansielle markeder. G7-landene burde overveje at genoplive en international koordinering af den økonomiske politik. Det skete sidste gang med Plaza- og Louvre-aftalerne i 1980erne  – for snart 40 år siden.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør