Ugens vindere og tabere: Endelig en »ny« virksomhed, der runder 1.000 ansatte

Foto fra venstre: Sara Gangsted, Ulrik Jantzen(PR, Mikkel Berg Pedersen, Kontraframe / Thorbjørn Hansen og pr-foto   Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Får vi en ny side at se af Carlsbergs boss?

Italien er normalt et af Carlsbergs mindre markeder. Men det kan være, at det ændrer sig nu. For gossips senior-chefredaktør Hansen, vipper p.t. rundt på en sejlbåd ud for Sardinien. Og kender jeg ham ret, så har han indkøbt op til flere flasker af Carlsbergs italienske ølmærke, Poretti, hvis ellers hans søsyge tillader det.

De seneste år har det været nærmest småtrist at følge Carlsberg. Topchef Cees 't Hart har kørt en stædig sparestrategi, hvor der skulle høvles gæld af, før man igen ville satse stort på at vinde nye markedsandele på alle de spændende markeder.

Derfor var det godt nyt, at han kunne aflevere et halvårsregnskab, som var overraskende godt, og som i øvrigt sendte Carlsberg-aktien op på sit hidtil højeste niveau.

En varm sommer og et VM i fodbold har sendt øltørsten mod skyerne. På gossipredaktionen håber vi, at Cees 't Hart vil løsne slipseknuden og gå vækstvejen igen. For selv om Carlsberg igen er ved at blive lidt af en aktiedarling, så er det altså trist at gå glip af muligheder på alle de nye ølmarkeder.

Bryd murene ned

At tælle antallet af kvinder i danske bestyrelser er hurtigt overstået. For det er ganske få kvinder, som har formået af gennembryde den usynlige mur og har sikret sig en bestyrelsespost i en af Danmarks store børsnoterede virksomheder.

Det var vi mange, der vidste på forhånd, men det blev understreget, så alle vist forstod det, da Berlingske Business i denne uge lavede den store gennemgang af bestyrelsessammensætningerne i Danmarks 40 største børsnoterede virksomheder.

Undersøgelsen var beskæmmende læsningen. Kun hver fjerde medlem af bestyrelserne er kvinde. Og det vil tage årtier, før vi kan forvente en bare nogenlunde balance. Så vi holder skåltaler om dansk mangfoldighed. Men det holder ikke hele vejen ind i bestyrelseslokalerne.

Derfor er det godt at fremhæve kvinder, som er trængt igennem loftet. F.eks. Gitte Aabo, der er topchef i medicofirmaet Leo og samtidig bl.a. er bestyrelsesmedlem i GNs bestyrelse. Der er behov for forbilleder og kvinder, der står frem og fortæller historien om, hvad kvinderne kan bidrage med i bestyrelserne. Ikke for deres skyld, men for samfundets skyld.

Endelig en »ny« virksomhed, der runder 1.000 ansatte

Det er i virkeligheden næsten pinligt for dansk erhvervsliv. For tænk, at vi sådan skal fejre, når det er lykkes en nyere dansk virksomhed at nå over 1.000 ansatte.

Det burde jo være en tilbagevendende begivenhed – altså at mange danske virksomheder er så succesrige, at de hurtigt runder 1.000 ansatte – men sådan er det ikke, og derfor må vi fejre de få, det lykkes for.

Så til lykke til århusianske Systematic, som bl.a. er blevet stor på at udvikle software til militære kunder verden over. Softwarevirksomheden, som blev stiftet i 1985 af Michael Holm, og som efter Netcompany, der rundede det skarpe hjørne sidste år, er den blot den anden danske virksomhed, som på 20 år har rundet 1.000 ansatte.

For Michael Holm er det en fantastisk historie. En ting er, at han selvsagt er blevet ganske velhavende på successen, en anden er, at det samtidig er lykkes at skabe de mange danske arbejdspladser. Den slags skal vi huske af fejre i en tid, hvor mange virksomheder ellers hurtigt vokser ud over Danmarks grænser og desværre ikke får forløst potentialet – med danske arbejdspladser til følge.

Ugens tabere

 

Tyrkisk valutasmæk når helt til Nordhavnen

De fleste ville nok trække på skuldrene over den tyrkiske valuta, liraen, i frit fald. Men helt så enkelt er det med sikkerhed ikke i rederiet DFDS' hovedkvarter i den københavnske nordhavn.

For her har topchef Niels Smedegaard og kollegerne i direktion og bestyrelse garanteret fulgt valutanedsmeltningen med noget nær bestyrtelse.

For det er bare en håndfuld måneder siden, at DFDS besluttede at hive 7,1 mia. kr. op af pengetanken og dermed overtage kontrollen med Tyrkiets største rederi, UN RoRo.

Det tyrkiske rederi sejler varer fra Tyrkiet til bl.a. Italien og Frankrig. Og varer retur fra Europa til den i mange år boomende tyrkiske økonomi. Men meget kan ændre sig nu, hvor økonomien kan være under en slags nedsmeltning.

Så Niels Smedegaard må se med dyb bekymring på udsigterne for den meget store investering i Tyrkiet. Det kan sagtens ende som en god forretning på den lange bane, men lige nu viser eksemplet, at det er svært altid at ramme rigtigt med opkøb – uanset hvor meget man har forberedt sig.

Fundamentet smuldrede under byggedirektør

Timing er en interessant ting. Tag nu timingen for fyringen af topchefen for entreprenørvirksomheden MT Højgaard.

Torsdag aften, efter børslukketid, og i noget der ligner et mindre forsøg på at gå under radaren, besluttede bestyrelsen i MT Højgaard, at selskabets direktør, Torben Biilmann, skulle ud. Og det skulle være nu.

Det var nye dårlige tal for selskabet, som ejes i fællesskab af de to selskaber MT og Højgaard, der udløste fyringen. Og det giver måske mening timingsmæssigt. For hvis selskabet – med Torben Biilmann i spidsen – ikke kan tjene penge nu, hvornår skulle man så kunne?

For kigger man rundt i det danske landskab, så kan man næsten ikke se byerne for alle kranerne. Der bygges nemlig på livet løs, og højkonjunkturen buldrer endnu. Alligevel kan MT Højgaard ikke for alvor formå at tjene penge på den situation. Og spørgsmålet er så, at hvis man ikke kan tjene penge nu, hvordan skulle man så kunne gøre det, når konjunkturerne vender?

Nu sætter en ny direktør, Anders Heine Jensen, sig i spidsen. Han har noget af en opgave foran sig.

Hedeslag. Nu rammer varmen kødkæmpe

Det er sin sag at stå i spidsen for Danmarks største slagterikoncern, Danish Crown.

Tag nu varmen. En ting er, at det nok har været ganske hedt på direktionsgangen i Randers, hvor topchef Jais Valeur har kontor. En anden er, at han og kollegerne har kunne følge med i, hvordan varmen har gjort livet sværere og dyrere for ejerne, de mange svineproducenter.

Uden at vi overhovedet skal diskutere de stadig flere danskere, som vælger kødet fra på middagstallerkenerne, så har varmen gjort livet hårdt for kødkoncernen.

Over flere måneder er svinepriserne kun gået en vej; ned. Det er slemt nok i sig selv, men er blevet værre af varmen, som sender prisen på foder op, fordi tørken har ødelagt høsten af foder.

Så nu må Jais Valeur blive boende i det gamle varme hovedsæde. Planer om at bygge nyt – måske med aircondition – er skrinlagt på grund af krisen. Og samtidig gennemføres en spareplan, som sender en række arbejdspladser til Polen.