Ugens op- og nedture

Her får du et overblik over ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv.

Triumf for oliedronning

Gretchen Watkins PR-foto Fold sammen
Læs mere

Mærsks nye oliedirektør, Gretchen Watkins, kan være tilfreds med den – næsten færdigforhandlede – olieaftale om Nordsøen, som Mærsk har fået på plads med regeringen. Hun kan nu med større sandsynlighed se frem til en professionel tilværelse som topchef for egen virksomhed.

Med aftalen kan Mærsk udvinde mere olie, end det var muligt uden udbygning af Tyra-feltet. Og den gør livet nemmere for Mærsk på flere felter. En opsplitning, hvor olieforretningen skal leve et selvstændigt liv, giver mere mening. Maersk Oil vil blive mere værd, og investeringscasen som selvstændigt selskab bliver simpelthen mere attraktiv, fordi rammevilkårene i den nye aftale åbner for nye investeringer i Tyra-feltet.

Gretchen Watkins kan også glæde sig over, at aftalen lemper skatten for Maersk Oil. Satsen for afskrivninger øges fra 15 til 20 pct., og kulbrintefradraget hæves fra fem til 6,5 pct. over de næste fem år. Derudover bliver beskatningen mere dynamisk, så den tager højde for udsving i olie­prisen. Til lykke fra Gossip-redaktionen!

Riis fik sit topjob

Jakob Riis, som blev forsmået i kampen om jobbet som topchef i Novo Nordisk, har på kort tid skaffet sig et nyt topjob som chef for Falck. Befriende ærlig er han, når han siger, at der ikke var noget, Novo Nordisk kunne give ham – andet end jobbet som CEO – og det fik han ikke. Mon Novo Nordisks bestyrelsesformand Göran Ando virkelig havde forestillet sig, at den iltre og ambitiøse Riis ville falde til ro som bestyrer af Novos forretning i USA? Ando føler åbenbart, at han har råd til at ødsle med de tunge navne i koncernen.

Nu skal Jakob Riis føre Falck ud af flere års økonomisk nedtur, og han melder allerede, at international ekspansion er et nøgleord. Riis får formentlig brug for al den betydelige selvtillid, som han demonstrerede i erhvervs­pressen, da meddelelsen om hans afgang fra Novo kom.

Hans rival, Novo Nordisks CEO Lars Fruergaard »blev sur på den rigtige måde«, fortalte Jakob Riis til Berlingske, og uddybede, at Fruergaard »ikke blev specielt begejstret«. Jo, Jakob Riis er en værdifuld mand. Det kan vi slet ikke være i tvivl om!

Madsens solide spil

H.C. Madsen, administrerende direktør, Dansk Tipstjeneste Fold sammen
Læs mere

Finansminister Kristian Jensen (V) må være glad for H.C. Madsen, som lige før sin exit fra direktørjobbet har pudset Danske Spil op, så statsvirksomheden fremstår salgsklar. Med bruttospilindtægter på knap fem milliarder kr. og et »samfundsoverskud« på 2,762 milliarder kr, ligner Danske Spil en fornuftig case for det tilfælde, at finansministeren beslutter sig for at sætte virksomheden til salg.

Resultatet i Danske Spil er det bedste nogensinde, og investeringsekspert Per Hansen fra Nordnet spår, at Danske Spil er både nem at prisfastsætte og nem at sælge. Ikke dårligt for en finansminister, der altid mangler penge til alt det, landets borgere ønsker sig.

Ledelsen af Danske Spil tager fornuftigvis eventuelle salgsplaner køligt. Tidligere landbrugstopfigur, Peter Gæmelke, som er bestyrelsesformand, kerer sig ikke om et eventuelt forestående frasalg. »Det fremtidige ejerskab er noget, man tager stilling til i Finansministeriet,« siger han.

Nedtur på fynsk for Nina Smidt

Det er noget af et slagsmål, som vi er vidner til i striden om at vinde plads i repræsentantskabet for foreningen Nykredit.

Det hele bunder jo i striden om Nykredits børsnotering og de hævede bidrag­satser og den folkelige storm, som efterfølgende rejste sig.

I disse uger er der kampvalg om pladser i Nykredits repræsentantskab, og Nina Smidt, der er bestyrelsesformand i foreningen, har kæmpet for at holde kritikerne fra Consum væk. Onsdag mislykkedes det, da hele fem repræsentanter fra Consum slap ind – trods hårde ord fra Nina Smidt om deres manglende visioner og vilje til at udvikle Nykredit.

Det var medlemmerne tydeligvis ligeglade med, og dermed er der nu udsigt til indflydelse og taletid for de rebelske kunder.

Det er kun godt for demokratiet i foreningen Nykredit. Set udefra, har tonen mod de kritiske kunder været hård fra Nykredit-toppen – mere hård en godt er, når vi nu har at gøre med kunder i forretningen.

(artiklen fortsætter efter videoindslaget)

 

Nedtur for KPMG og Hofman-Bang

Der er kontrakter, som er for vigtige at miste.

Det gælder næsten ethvert selskab og da også i revisorbranchen, hvor f.eks. kontrakten på at levere revisorydelser til selskaber som Mærsk og Carlsberg er uhyre prestigefulde, ja nærmest afgørende for revisionskæmperne.

Derfor var det en alvorlig begmand for KMPG og topchef Thomas Hofman-Bang, da det tidligere på ugen kom frem, at Carlsberg nu dropper KPMG som revisor efter en udbudsrunde.

Tabet af Carlsberg er rigtigt skidt nyt for KPMG, fordi man dermed mister den sidste kunde i top-100 segementet. Sidste år mistede man Mærsk som kunde, og man skal huske, at farvellerne til de prestigefyldte storkunder kommer efter en flerårig revisorkrig, som begyndte i 2014.

Dengang forlod en stribe partnere netop KPMG og rykkede til EY og det kostede både ansatte og kunder.

Mærsk og Carlsberg blev dog hængende hos KPMG og Thomas Hofman-Bang, som har en stor stjerne i erhvervslivet og blev hentet ind som manden, der skulle stabilsere KPMG.

Moberg har hænderne fulde i PostNord

Det er noget af en opgave, som den danske erhvervsmand Jens Moberg har påtaget sig med formandskabet i fusionsselskabet PostNord.

Den ene historie efter den anden underbygger billedet af en postkoncern, som slet ikke kan få enderne til at nå sammen, og som har svært ved at omstille sig.

Det kan jeg godt forstå, og jeg kan godt forstå, at ejerne, staterne i Sverige og Danmark, helst ville smide alt, hvis de kunne.

Jens Moberg er manden, der skal forsøge at omstille koncernen – inden den løber tør for penge og velvilje fra ejerne. Det er måske allerede for sent, og Jens Moberg måtte da også forleden slå fast, at han skal bruge omkring fire mia. kr. fra sine to ejere, hvis man skal kunne fremtidssikre selskabet.

Problemet er, at ejerne nok ikke vil slippe pengene og vil forsøge at slippe ud af ejerskabet. Derfor er det så svært for Moberg og kollegerne at manøvrere. Om det lykkes er nok tvivlsomt.