Ugen i grafer: Handelskrigen får Kinas eksport til at falde markant

Handelskrigen har medført en klar nedgang i den kinesiske eksport til især USA. De nedjusterede vækstrater efter ECB-møde præger de europæiske bankaktier, samtidig med at de irske forbrugere ser mindre optimistisk på økonomien. Den tyske industri er stadig i kraftig modvind.

Den seneste uge har der været stor fokus på det pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank (ECB). I forbindelse med mødet nedjusterede ECB forventingerne til væksten i den europæiske økonomi.

Ugen har også budt på nye tal for den kinesiske handelsbalance, hvor især lavere eksport til USA som følge af handelskrigen har fået underskuddet på handelsbalancen til at stige.

Vi starter dog ugens gennemgang af de mest interessant nøgletal med at se på forbrugertilliden i Irland, der fortsætter med at falde.

Nedgang i flere irske indeks

Den irske forbrugertillid har været faldende siden 2017, og har taget et yderligere dyk i 2018. I februar 2019 er niveauet det laveste niveau siden november 2014. Det skyldes i høj grad bekymringer om Brexit, sygeplejerskernes strejke og det store forbrug på børnehospitaler.

Forsat nedgang i tyske industrifirmaer

Der er stadig nedgang i den tyske industriproduktion og ordreindgang, selv om tendensen har stabiliseret sig en smule. Noget af afmatningen skyldes handelskrigen, men nedgangen skyldes også en konjunkturmæssig situation. Derudover kan en del af nedgangen i de tyske virksomheders ordrebeholdning også tilskrives en mætning i bilsalget.

Handelskrigen er tydelig i Kina

Kinas eksport til USA er faldet markant. Det skyldes til dels nedlukning af produktion i forbindelse med det kinesiske nytår, men der ses stadig en meget klar nedgang i eksporten til USA, selv når der korrigeres for sæson. Handelskrigen fremgår tydeligt i tallene.

Bedre ledighed end forventet

Ledigheden faldt til 3,8 pct. i februar, hvilket er det laveste niveau siden november. Samtidig blev der dog kun skabt 20.000 job uden for landbruget, men på trods af den svage rapport er den længere trend dog stadig intakt, og den uafbrudte jobvækst har varet i 101 måneder.

Markant nedjustering af væksten rammer bankerne

De europæiske banker blev torsdag lovet billigere lån fra ECB. Det burde få bankaktierne til at stige, tænker man umiddelbart. Men de europæiske bankaktier endte med at falde. Det skyldes kombinationen af negative renter, som er dårlige for bankernes indtjeningsmuligheder og nedjusterede forventninger til væksten i euroområdet, som øger risikoen for misligholdt gæld. Før mødet var forventningerne til væksten i euroområdet 1,7 pct., men det blev sænket til 1,1 pct.