Udlicitering halter efter i flere kommuner

Kommuner sætter udlicitering i bakgear, viser beregninger fra Dansk Byggeri.

Læs mere
Fold sammen
Kommunernes udlicitering til private virksomheder er samlet set steget med knap 12 procent fra 2007 til 2008, men udliciteringen af entreprenør- og håndværkerydelser sakker bagud med en noget svagere stigning på kun knap fire procent. I nogle kommuner har man endda sat udliciteringen i bakgear, viser nye beregninger fra Dansk Byggeri.

Hos Dansk Byggeri er man tilfreds med den samlede stigning, men man hæfter sig alligevel ved, at der er "potentiale for langt mere udlicitering", når det kommer til entreprenør- og håndværkerydelser.

- Al erfaring viser, at der er mange penge at spare for de slunkne kommunekasser ved at udlicitere opgaver til private virksomheder. Hvorfor ikke udnytte det potentiale? Derfor undrer det os også, at nogle kommuner har valgt at sætte udliciteringen i bakgear, forklarer Andreas Fernstrøm, økonomisk konsulent hos Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

Dansk Byggeris tal viser, at der er store forskelle kommunerne imellem. Mens Fanø Kommune har mere end fordoblet deres budget for udliciterede entreprenør- og håndværkerydelser, har Brønderslev Kommune halveret deres. Samtidig springer Københavns Kommune også i øjnene. Her er opgaverne til de private entreprenører og håndværkere gået 94 millioner kroner tilbage på bare et år.

Den samlede udlicitering fra 2007 til 2008 steg med 5,6 milliarder kroner .

/ritzau/