Udlandet løber med velfærds-teknologien kommentar

Foto: Asger Ladefoged.
Læs mere
Fold sammen

Kort før jul lancerede Region Hovedstadens formand, socialdemokraten Sophie Hæstrup Andersen, et nyt klynge­samarbejde, som blandt andet skal gøre regionen til et internationalt hotspot for velfærdsteknologi.

»Menneskers muligheder for uhindret at leve deres liv kan hjælpes på vej af ny teknologi og vores gode ideer,« sagde borgmesteren, der også oplyste, at der forskes for over to mia. kroner på hovedstadens hospitaler i nye velfærdsteknologiske løsninger.

Initiativet er tidstypisk. Vi har i den offentlige sundhedssektor en stor viden om ældrepleje, men vi mangler stærke private virksomheder, der kan sikre grundlaget for vores velfærd i fremtiden. Derfor har politikerne en tyrkertro på, at netop Danmark kan udvikle en velfærdsindustri på grundlag af den viden, som er samlet op i det offentlige. Også i region Syddanmark har man store velfærdsteknologiske ambitioner og håber at skabe en ny eksportindustri.

Der er masser af rapporter, forventninger og potentialer. I praksis kniber det. Vi har en række betydelige medicinalkoncerner, som står for en stor del af den danske »sundheds­eksport«. Men når det gælder velfærdsteknologi – dvs. løsninger, der gør det lettere at leve for handicappede ældre – kniber det med store virksomheder. Vi har mange små lovende startup, som er stærkt afhængig af at kunne sælge til kommunerne. Med Falck som undtagelsen har vi ingen store health­care-lokomotiver i Danmark, i stil med hollandske Philips, der får en del år siden besluttede at droppe elektriske brødristere og fjernsyn til fordel for healthcare, som sunhedsteknologi hedder på engelsk.

Problemet er i høj grad, at vores offentlige sundhedssektor er svær at handle med for små private virksomheder. De løber sur i de lange beslutningsprocesser og har ikke kapital til at holde ud, mens kommunerne tester deres løsninger. Meget lettere går det i udlandet, hvor sundhedssektoren i højere grad er privat organiseret, og hvor beslutningskraften er tilsvarende større. Her er det borgernes dynamiske efterspørgsel, som driver markedet. Men i udlandet er det svært at sælge for et dansk firma, hvis man ikke har danske referencer.

De særlige danske barrierer for udvikling af en velfærdsindustri kan måske mindskes med den nye udbudslov, der skal gøre det lettere for offentlige institutioner og virksomheder at håndtere udbud. De kan også mindskes med brobygning og information, som f.eks. Væksthus Hovedstaden forsøger sig med i disse år.

Men grundlæggende er det sådan, at et privat marked hurtigere skaber en kvalificeret efterspørgsel end et offentligt. Her går tingene for langsomt. Og dette private marked finder man f.eks. i USA og Japan, hvor sundhedsydelser i højere grad finansieres af borgerne selv uden om skattesystemet. Derfor skal man heller ikke vente det helt store gennembrud for en dansk velfærdsindustri foreløbig. Det mest sandsynlige er, at amerikanerne eller måske svenskerne, som udliciterer en større del af sundheds­væsenet, løber med markedet.