Udenlandske investorer vender Kina ryggen

Kinas økonomi er i massiv modvind, og de mange konfrontationer med de vestlige lande kan nu direkte ses i tallene. Investorer holder sig væk fra det kinesiske marked, hvilket risikerer at forstærke den økonomiske dårligdom. Nu forsøger man sig med en charmeoffensiv.

Kinas præsident Xi Jinping har været på international charmeoffensiv de seneste måneder og mødt et væld af udenlandske ledere. Det anspændte forhold til Vesten udgør nu også et økonomisk problem. SAUL LOEB

Kinas økonomi voksede næsten ikke i årets andet kvartal. Det understreger dermed de stærke strukturelle modvinde, der lige nu blæser omkring den tidligere så succesfulde økonomi. BNP voksede kun med 0,8 procent fra første kvartal, og dermed er opsvinget allerede forsvundet igen efter ophævelsen i december af coronanedlukningerne.

Eksporten falder kraftigt. Ungdomsarbejdsløsheden har bidt sig fast på omkring 20 procent. Lavere vækst i verdens næststørste økonomi vil også påvirke danske virksomheders eksportmuligheder – både direkte og som underleverandører til eksempelvis tysk industri.