Udenlandske investorer fanget i skatteskandale

Milliarder af skatte-refusionskroner til udenlandske aktionærer i danske selskaber er bremset. Det svækker interessen for danske aktier.

Foto: Erik Refner. SKAT, Østbanegade København Ø.
Læs mere
Fold sammen

Danske aktiers omdømme risikerer at tage skade som følge af den kolossale skandale om svindel med skatte-refusionskroner for 6,2 mia. kroner, som Skat mener at have udbetalt til udenlandske aktionærer, der påstod at være investorer i danske selskaber i f.eks. Tryg, Danske Bank, Coloplast, Mærsk og flere andre.

Men sagen rammer også lovlydige aktionærer, der har krav på at få udbytteskat tilbage, da Skat midlertidigt har sat refusion af udbytteskat i bero for at kunne undersøge flere sager og indføre nye kontroltiltag, som skal imødegå yderligere svindel.

Meldingen fra Skat er, at der kan gå op til seks måneder, før man har afsluttet gennemgang af de 6.000 verserende anmodninger om refusion. Det præcise beløb, der mangler at blive udbetalt, er ukendt, men sagen falder sammen med, at udbytte­betaling og aktietilbagekøb i danske virksomheder på det nærmeste er eksploderet og steget til ca. 100 mia. kroner for C20-selskaberne i år.

Det er en firedobling i forhold til 2010. Udlandet ejer i dag 60 pct. af C20-selskaberne – en betydelig stigning i forhold til 2012, da ejerandelen var 52 pct. Skat har oplyst, at man får 18,5 mia. kroner ind i indtægter fra udbytteskat for 2015. Heraf sendes ni mia. kr. tilbage til udenlandske aktionærer, mens tre mia. kroner formodes fejlagtigt at være blevet udbetalt i svindel­sagen alene i 2015.

Men det ændrer ikke på, at der også er lovlydige udenlandske aktionærer, som nu må vente med at få de penge, de ellers er berettiget til, forklarer Teis Knuthsen, investeringsdirektør i Saxo Bank, hvorfra investorer fra 180 lande bruger bankens handelsplatform til investering i blandt andet danske aktier.

»Det er naturligvis ærgerligt, at de udenlandske investorer i danske selskaber får tilbageholdt refusion af udbytteskat, da udbyttet er en del af investeringsafkastet. Det kan mindske interessen for at investere i de danske selskaber, der er kendt for at betale udbytte til aktionærerne.«

Det bekræftes af aktieanalysechef i Sydbank, Bjørn Schwarz, som dog samtidig glæder sig over, at den største del af årets udbytte­sæson er overstået.

»I og med at der er en stor udenlandsk ejerandel af danske aktier, er det ikke noget, som gør danske aktier mere interessante for udenlandske investorer. Jeg håber, at man får løst sagen snarest.«

TV: Skattechef Rønnow hænger i en tynd tråd