Udenlandsk skatteekspert: Danmark halter bagefter

En skatteekspert fra Schweiz kobler den nye danske skattesag til en international skandale, der har rullet siden 2008.

Fusk med udbytterefusioner har længe været et kendt fænomen i Europa, forklarer ekspert. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER

Der er med stor sandsynlighed en direkte forbindelse mellem den omfattende internationale skatteskandale kaldet »Cum/Ex« og de forsvundne 6,2 milliarder kroner i Danmark. Sådan lyder det fra en ekspert i skatteforhold, der er partner hos den verdensomspændende revisionskoncern KPMG i Zürich i Schweiz.

Efter at have fået beskrevet indholdet af den early warning, som Berlingske omtaler i dag, kobler skatteeksperten det danske problem med lignende problemstillinger, man har set i store europæiske lande de senere år.

»Det, jeg hører om i Danmark nu, lyder som det, der tidligere er foregået i andre europæiske lande. Det gælder i både Tyskland, Schweiz, Spanien og andre lande,« siger Charles Hermann, skatteekspert og partner i revisionskoncernen KPMG i Zürich.

Skattemyndigheder i både Spanien, Schweiz og Tyskland har ifølge Charles Hermann oplevet, at flere aktionærer har lånt aktier ud til hinanden omkring tidspunktet for udbyttebetaling, og således har flere aktører krævet udbytterefusioner for den samme aktie – uden at myndighederne kunne forhindre det.

Men problemerne er blevet taget alvorligt, og procedurerne er blevet skærpet flere steder, særligt i perioden fra 2008 til 2011. Opstramningen har gjort det sværere for svindlerne at fortsætte i lande som Tyskland, Schweiz og Spanien, oplyser Charles Hermann, og de ændrede procedurer kan med sandsynlighed have ført svindlere og spekulanter mod Danmark, hvor man tilsyneladende først har taget problemet alvorligt i 2015.

»Man opdagede i Europa, at der i USA var et mere sikkert system til at håndtere sagerne, og det system har inspireret til, at man har ændret proceduren og kravene i Europa, og det har elimineret eller i hvert fald kraftigt reduceret problemet i de fleste lande, men tilsyneladende er stramningerne ikke nået til Danmark,« siger Charles Hermann og kalder det »meget sandsynligt«, at de samme aktører de seneste år har kastet sig over Danmark, hvor der har været større frirum til at få gennemført de givtige transaktioner.

»Hvis der bliver lukket for en mulighed i et land, så vil personerne naturligvis straks forsøge, om der er muligheder i et andet land. Sådan fungerer markeder og økonomisk tankegang – både den legale slags og den ulovlige. Derfor tror jeg, at det er de samme personer, som er rykket videre fra Tyskland, Schweiz og Spanien til Danmark for at gøre det, som har været en ekstraordinært god forretning for dem,« siger Charles Hermann.

Den internationale skattesag har i Tyskland fået navnet »Cum/Ex«, fordi den involverer såkaldte Cum/Ex-handler, hvor »Cum/Ex« henviser til »med« eller »uden« udbytte.