Uddannelse af piger i den tredje verden kan give stor økonomisk gevinst – coronakrisen står i vejen

Det kan øge udviklingslandenes BNP med ti procent, hvis alle piger gennemfører en grunduddannelse. Det konkluderer en ny rapport fra Citigroup og Plan International. Coronakrisen har dog sendt udviklingen i den forkerte retning.

UNESCO estimerer, at mere end 11 millioner piger på verdensplan – som disse skolepiger i Nigeria – ikke kommer tilbage i skole efter coronakrisen. Luis Tato/AFP/Ritzau Scanpix/Arkiv

Mere end 130 millioner piger på verdensplan går ikke i skole, og 15 millioner piger i alderen fire til 11 år kommer ifølge UNESCO aldrig til at sætte foden i et klasseværelse. Det er på mange måder et problem, men det står også i vejen for store økonomiske gevinster for udviklingslandene. Det konkluderer en ny rapport fra den globale bank Citigroup og velgørenhedsorganisationen Plan International.

De er kommet frem til, at udviklingslandenes BNP kan stige med ti procent, hvis alle landenes piger i 2030 gennemfører det, der svarer til folkeskolen. Det konkluderes også, at det vil koste omkring 1,5 dollar per pige om dagen at føre ud i virkeligheden.