Tyskland undgik lige præcis recession

Tysk økonomi så i fjerde kvartal en flad udvikling i væksten på 0 pct. efter en nedgang i tredje kvartal på 0,2 pct.

Dermed skrumpede økonomien en smule i andet halvår, men undgik med nød og næppe en teknisk recession (to kvartaler med negativ vækst), konstaterer chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm.

»Den træge udvikling i tysk økonomi er langt fra enestående, men deles af en god del af de andre større europæiske økonomier, konstaterer han og peger på Frankrig, der har været ramt af De Gules Vestes-protester, og Italien, der har været ramt af regeringsuro og budgetkonflikt med EU. Og ligesom de lande har Tyskland også haft sit at slås med.«

For Tysklands vedkommende har en række negative faktorer særligt gennem efteråret ramt og sat tydelige aftryk i væksten.

»Det gælder nye emissionstest i bilsektoren, der har ført til et stort produktionsfald her. Sommerens hedebølge har desuden sænket vandstanden i Rhinen så betydeligt, at skibene måtte lastes lettere, og varetransporten har dermed ligget langt under normale niveauer. Det har ramt forsyningslinjer og skabt flaskehalse i industrien, da enkelte brancher benytter denne transportform ret intensivt,« understreger han.

Hos Sydbank deler makroanalytiker Kim Blindbæk samme betragtninger. Her vurderer man, at opbremsningen i den tyske økonomi er midlertidig. Set med danske briller, skal man desuden glæde sig over, at den tyske økonomi ikke endte i recession i 2018.

»I den kommende tid vil det være afgørende for den tyske økonomi, at Trump ikke indfører told på europæiske biler,« skriver Kim Blindbæk i en kommentar.

Han forudser, at den tyske økonomi vil møde modvind blandt andet på grund af handelskonflikten, som har sendt den globale økonomi i lavere gear.

»Det rammer muligheden for at afsætte varer på eksportmarkederne. Samtidig begynder det tyske opsving at komme op i alderen. Det betyder, at der er færre ledige ressourcer i den tyske økonomi. Køen af arbejdsløse tyskere har ikke været kortere siden 80'erne, og flere virksomheder får efterhånden svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft,« skriver han.

/ritzau/FINANS