Tyskland åbner for vindauktion: 670 megawatt under hammeren

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Tyskland har åbnet op for en ny vindenergiauktion, hvor der skal tildeles kontrakter på etablering af projekter med en samlet kapacitet på 670 megawatt.

Den højeste budpris for kommercielle bydere er fastsat til 6,3 eurocent per kilowatt-time (kWh), og de laveste bud får tildelt kontrakter, indtil volumenen fra budrunden er dækket.

Buddene skal være indsendt senest 2. maj 2018 kl. 24, fremgår det af en meddelelse fra Bundesnetzagentur.

Der er tale om årets anden tyske auktion ud af samlet fire. Resultatet af den første auktion af 709 megawatt viste en gennemsnitspris på 4,6 cent per kWh.

Det var noget højere end prisen på 3,82 eurocent per kWh, der var resultatet af den foregående auktion, og blev vel modtaget på aktiemarkedet, hvor aktierne i selskaber som Vestas, Nordex og Siemens Gamesa susede i vejret.

»Det er faktisk en markant stigning. Det er første gang i umindelige tider, at vi har set et positivt datapunkt her. Det er rigtig gode nyheder.«

»Investorerne har været meget nervøse omkring priserne. Det er et signal om, at det ikke bare fortsætter nedad. Det er godt nyt for indtjeningsmulighederne på kort sigt,« sagde analysechef hos Sydbank Jacob Pedersen i starten af februar til Ritzau Finans.

En medvirkende forklaring på stigningen var dog ændrede regler for borgerprojekternes mulighed for at deltage, efter at de tidligere havde kunnet deltage uden at stå med et godkendt projekt.

/ritzau/FINANS