Tyske bude er ikke lovet højere løn

Løn. Post Danmark har vendt blikket mod Tyskland, hvor postvirksomheden har rekrutteret 80 nye tyske bude med erfaring fra Deutsche Post.

3F beskylder Post Danmark for positiv særbehandling af tyske postbude. Ifølge 3F vil den danske post-virksomhed betale de tyske bude fem til ti kroner mere i løn end en nyuddannet dansker. ErhvervsBladet har talt med vicedirektør Hans Erik Nielsen, der afviser beskyldningerne om positiv særbehandling af de tyske bude.

Hvorfor skal de tyske bude have mere i løn end en dansk kollega? - Generelt har vi ikke lagt op til, at de skal ikke have mere i løn fordi de er tyskere. Men det kan være fornuftigt nok at give folk med erfaring på området mere i løn. Det har tyskerne, fordi de er tidligere postbude fra Deutche Post. Men lønnen aftales lokalt, og er 3F imod højere lønninger til tyskerne vil det formentligt ikke ske.

Var der ikke større perspektiver i at hæve lønnen for også danske bude, så det blev mere attraktivt at arbejde hos Post Danmark? - Vi kan slet ikke finde folk, der har erfaring inden for området i Danmark.

Er der ikke en stor risiko for, at de læser adresser forkert på brevene? - Budene skal igennem fire ugers intensivt dansk kursus. Vi tror ikke fejlprocenten vil stige. Der er ikke den store forskel på tyske og danske stednavne.

Hvorfor skal de have dansk kursus? - Ellers kan de ikke kommunikere med kollegaer. De skal arbejde sammen i teams med danske kollegaer. Derudover vil undervisningen fortsætte efter uddannelsen.

Hvor mange tyskere er i på udkig efter? - Det bliver i alt 80 bude. De kommer i tre bølger fra i marts og to måneder frem. Vi har ikke planer om yderligere ansættelser.