Tysk virksomhed valgte København

For mindre end tre år siden slog rådgivningsvirksomheden Drees & Sommer sig ned i Danmark. Det skete først og fremmest, fordi København ligger centralt og er nem at komme til og fra, fortæller virksomhedens danske direktør.

Direktøren for Drees & Sommer Nordic A/S, Peter Nielsen, tør godt love, at virksomheden i fremtiden vil vokse i Danmark. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Den tyske bygherrerådgivningsvirksomhed Drees & Sommer Nordic, som rådgiver byggebranchen, slog sig ned i Danmark ved indgangen til 2011. Virksomheden er en del af den globale tyske koncern Drees & Sommer, som beskæftiger 1.500 medarbejdere. Eta­bleringen i Danmark er sket som en naturlig del af den ekspansion, virksomheden er i gang med på globalt plan.

»Det første skridt blev taget til de markeder, der ligger tæt på Tyskland, nemlig Østrig, Schweiz, dele af Østeuropa og Rusland. Men siden er vi også rykket nordpå til Danmark,« fortæller Peter Nielsen, der er country manager for Drees & Sommer i Danmark.

At lønnen er høj i Danmark har ikke afskrækket virksomheden.

»For i Tyskland skal der betales nogle ret store sociale omkostninger i form af arbejdsgiverbidrag. Det udjævner forskellen ganske betydeligt, så listeprisen på en ansat i Danmark kun er ganske lidt højere end i Tyskland,« siger Peter Nielsen.

Han tilføjer, at de har valgt at etablere sig i København, først og fremmest fordi byen ligger centralt og er nem at komme til og fra.

»Der er nemmere og hurtigere adgang til Københavns Lufthavn, end der er til eksempelvis Arlanda i Stockholm. Vores kollegaer fra Tyskland kan komme til et morgenmøde her i København og deltage i et eftermiddagsmøde i Tyskland. Det kunne ikke lade sig gøre, hvis de skulle til Stockholm. Så den centrale beliggenhed har været meget afgørende for, hvor vi placerede vores nordiske hovedkontor,« siger Peter Nielsen.

Vil vokse i Danmark

Virksomheden har ni ansatte, som blandt andet omfatter arkitekter og ingeniører, og selv om mange taler om en bygge- og boligkrise, er der ganske meget at lave.

»Der bliver nemlig bygget en masse offentlige projekter i form af bl.a. hospitaler, Metro-ringen og nye universiteter,« siger Peter Nielsen.

Han tilføjer, at virksomheden på længere sigt helt klart skal være større i Danmark, men hvor hurtigt ekspansionen skal foregå, ved han ikke.

At selskabsskatten i Danmark er på vej ned spiller ifølge Peter Nielsen kun en mindre rolle. Det har ikke været nogen vigtig bevæggrund til, at Drees & Sommer etablerede sig i Danmark.

Direktør Reiner Perau for Dansk-Tysk Handelskammer anslår, at der er omkring 900 virksomheder fra Tyskland, som er etableret i Danmark.

»Der er flere end 1.000, som driver forretning i Danmark, men de er ikke alle etableret her. Det er de klassiske fordele, som gør Danmark interessant – at Danmark er let tilgængelig og har et fleksibelt arbejdsmarked. Lønnen er helt klart også et emne, men de senere år har Danmark genvundet meget af sin konkurrenceevne, så forskellen mellem Danmark og andre lande er blevet mindre,« siger Reiner Perau.