Tysk kæmpeskandale og danske småtrakasserier

Foto: KARL-JOSEF HILDENBRAND.
Læs mere
Fold sammen

Volkswagens topchef Martin Winterkorn sagde onsdag aften sit job op som følge af den store dieselskandale. Vores erhvervsredaktør Peter Supppli Benson mener imidlertid, at det er naivt at tro, at topchefens afsked skete uden, at VW-bestyrelsen førte hans hånd, da meddelelsen skulle skrives.

I øvrigt kan Volkswagen have snydt i mere end 20 år med sine testresultater - ikke blot i USA og ikke kun med dieselbiler.

Herhjemme er kapitalfondene er fyldt med selskaber, som er købt før finanskrisen, men som fondene ikke kan få skudt af. For nogle fonde er det en katastrofe for det kan være dyrt at ligge for længe med sin investering.

Læs i øvrigt i dag om en stribe stridigheder i dansk erhvervsliv. Blandt andet er den fortsatte strid mellem Jesper »Kasi« Nielsen og Pandora blusset op igen. Kasi-Jesper hævder, at Pandora skriftligt har lovet ham at dække hans skattesmæk på en kvart milliard kr. Det benægter Pandora.

Den karismatiske topadvokat Karoly Németh forsvarer i dag , at han er gået hårdt til kaffekongen Kim Vibe-Petersen i en voldgiftsag mellem Vibe-Petersen og Pandora-rigmanden René Sindlev. Németh bruger blandt andet en gammel skattesag mod kaffekongen som utraditionelt kampmiddel.

Og så er slagsmålet i fonden bag A. Espersen blusset op, efter at Erhvervsstyrelsen har truffet en foreløbig afgørelse om det incitamentsprogram, der skulle give fire bestyrelsesmedlemmer 65 millioner kr. gennem et aktieprogram. To børnebørn af stifteren opfordrer advokat Vagn Thorup til at trække sig fra fondsbestyrelsen.

I dag følger vi fortsat dramaet om Volkswagen, og i den mere fredelige ende af spændingsskalaen, dækker vi i dag Danmarks Statistiks nyeste tal for boligmarkedet. Se finanskalenderen.

God dag

Sonny Wichmann, dagens onlineansvarlige

 

 

.