Sidste år eksporterede danske virksomheder varer og tjenester med en samlet værdi på 1.211 mia. kroner. Det gør Danmark følsom over for udsving i den globale økonomi, men skaber også hundredtusindvis af arbejdspladser.
En ny analyse udarbejdet af Dansk Industri, DI, viser, at 825.000 danske job er afhængige af eksporten. Det er et rekordhøjt antal og en stigning på over 100.000 i forhold til for otte år siden, hvor antallet af eksportjob bundede på omkring 700.000 efter et stort fald i kølvandet på finanskrisen.