Turistsæsonen skal forlænges

VisitDenmark vil have turistsæsonen forlænget med hjælp fra kommunerne.

Arkivfoto: Christian Als Fold sammen
Læs mere
Den korte danske turistsæson skal forlænges. Sådan lyder meldingen fra den nationale turistorganisation, VisitDenmark, der vil udvælge 5-10 af de nye storkommuner til at være spydspids i et nyt projekt.

Det betyder ifølge VisitDenmarks direktør, Lars Erik Jønsson, at kommunerne skal være med til at udarbejde en turiststrategi med langt flere og bedre tilbud uden for sæsonen, end man ser i dag.»

Der skal både skabes bedre overnatningsmuligheder og flere kultur- og friluftstilbud,« siger Jønsson.

I Nordjylland er man ikke i tvivl om, at flere nordjyske kommuner vil komme med i satsningen.

»Tankesættet er helt rigtigt. Men det kræver potentiale og volumen uden for sæsonen, og det har vi i Nordjylland,« siger VisitNordjyllands direktør, Lars Enevold Pedersen.

»Der skal være noget konkret at komme efter, så turisten ikke bare ankommmer til en død ferieby. Derfor skal man være enig om, i hvilken retning man trækker,« siger den regionale turistdirektør.

Kilde: Jyllands-Posten