De udenlandske turister er for alvor tilbage i København for at besøge Den Lille Havfrue eller tage en tur i Tivoli.
Således oplever de danske hoteller stigninger i antallet af gæster denne sommer. Og hos Københavns Lufthavn viser nye trafiktal, at de rejsende er retur i et rekordstort omfang siden coronapandemien.
Men selvom turisterne er vendt tilbage til hovedstaden, har meget ændret sig. Og turismeindustrien står på flere fronter over for nye betingelser.
Det fortæller administrerende direktør i hotelkæden Scandic Danmark Søren Faerber:
»Alle gæsterne er tilbage. Men det er nogle andre gæster, andre nationaliteter og med en anden adfærd.«
For mange hotelværelser og for få turister
Foreløbige tal fra hoteldataleverandøren Benchmarking Alliance viser en stigning på fem procent i antallet af udlejede hotelværelser i sommerens første måneder sammenlignet med samme periode sidste år. En stigning, der også overgår tal fra før, pandemiens ramte.
Det skyldes blandt andet, at København er blevet omkring 6.000 hotelværelser rigere siden maj 2019. Med en kapacitetsforøgelse på 33 procent sættes der derved yderligere pres på hotelbranchen.
Der er nu brug for flere turister for at bibeholde den samme belægningsgrad, altså den procentvise del af værelserne, der er udlejet, som der var før coronakrisen. Og det har været udfordrende, da vi fortsat ser et fald på næsten 13 procent i antallet af fly, der lander i Københavns Lufthavn sammenlignet med 2019.
Hos Scandic Danmark, der i 2022 åbnede to nye hoteller og dermed udvidede med 732 værelser, oplever man lige nu en lavere belægningsgrad. Det beretter Søren Faerber, der kalder markedet »tumultarisk«.
»Vores nye hoteller er jo ikke fuldt ud implementeret i markedet. Der har faktisk været fin efterspørgsel, men vi har ikke samme belægningsgrad i år som i 2018 og 2019, fordi der er kommet alle de nye hotelværelser i mellemtiden.«
Karen Nedergaard, formand for HORESTA Region Hovedstaden og direktør for Absalon Hotel, Annex Copenhagen og Andersen Hotel, beskriver samme udvikling i hotelbranchen. Det gør hun, til trods for at belægningsgraden på hendes 300 hotelværelser er tilbage for fuld kraft.
»Mine kollegaer vil måske sige, at jeg har solgt det hele for billigt, og så er det jo nemmere at få en høj belægning,« siger Karen Nedergaard.
Administrerende direktør i Wonderful Copenhagen Mikkel Aarø-Hansen ser mere positivt på de fremtidsscenarier, som kapacitetsforøgelsen kan medføre. Det er hans vurdering, at der er potentiale til at skabe flere tusinde nye job:
»Hovedstaden er som destination blevet større de seneste år, hvor nye bydele og oplevelser er kommet til, og hvor antallet af hotelværelser er steget markant. Det giver os et kæmpe potentiale for at skabe mere værdi for samfundet.«
Total mangel på asiatiske turister
Ifølge tal fra Wonderful Copenhagen ligger den kinesiske turisme i hovedstaden stadig 67 procent under normalen. Og det påvirker turismeindustrien.
Og det kan mærkes hos de danske Scandic-hoteller.
»Vi ser jo stadigvæk nogle nationaliteter, der ikke rigtigt er på markedet endnu. Asien er et rigtig godt eksempel, hvor der mangler rigtig meget turisme og trafik,« siger Søren Faerber.
Og Scandic er ikke alene om at mærke asiaternes fravær. Også Karen Nedergaards hoteller er påvirket af det.
»I 2019 havde vi kinesiske gæster, og det har vi slet ikke haft nu. Vi kan også se, at vi ikke har nogen japanere, og det havde vi altså før corona. Asien mangler stadigvæk,« siger hun.
Tal fra VisitDenmarks kinesiske markedsprofil viser, at Kina alene stod for en turismeomsætning på 855 millioner kroner i 2017
Professor i erhvervsøkonomi Jon Sundbo fra Roskilde Universitet forklarer fraværet med coronapandemien:
»Der er fortsat eftervirkninger efter corona. Asiaterne er stadig ikke kommet så meget i gang med at holde ferie langt væk.«
Søren Faerber påpeger også, at krigen i Ukraine har medført stigende flypriser fra Asien til Europa. Flere flyselskaber flyver ikke længere i russisk luftrum, og det medfører et fald i antallet af asiater, og særligt kinesere, der besøger Danmark.
Flyprisindekset på travelmarket.dk viser blandt andet, at priserne på fly mellem København og Beijing er fordoblet fra uge 32 i 2019 sammenlignet med samme uge i 2023.
Krydstogtskibe holder sig fra Østersøen
Som følge af krigen i Ukraine og de mange sanktioner mod Rusland er der i 2022 og 2023 færre krydstogtskibe, der har haft anløb i Københavns havn. De nye geopolitiske forhold har medført, at russiske Sankt Petersborg ikke længere er en del af den populære østersørute. Det kan mærkes hos Copenhagen Malmø Port (CMP), der er selskabet bag driften i Københavns havn.
»For Københavns vedkommende skyldes nedgangen i antallet af krydstogtpassagerer og -anløb primært, at nogle af de større amerikanske anløb er udeblevet på grund af krigen i Ukraine og bortfald af Sankt Petersborg som krydstogtdestination i Østersøen,« siger Sune Norup Christensen, der er Chief Commercial Officer i CMP.
I 2023 forventer CMP 289 anløb med krydstogtskibe, hvoraf 122 af dem er såkaldte turnarounds. I 2019 havde CMP 348 anløb, hvoraf 161 af dem var turnarounds. Et turnaround betyder, at krydstogtskibet enten har start- eller slutdestination i København, og at turisterne derfor ofte bruger flere dage i byen, enten inden eller efter krydstogtrejsen. Et krydstogtskib med anløb har kun et dagsstop i København.
De seneste tal fra Wonderful Copenhagen viser, at en turnaroundgæst har et gennemsnitligt døgnforbrug på 1.700 kroner, hvorimod transitgæster har et gennemsnitligt forbrug på 487 kroner pr. anløb.
Før coronakrisen var amerikanerne en af de helt store grupper af gæster, når krydstogterne var i København. De mangler i dag, forklarer Søren Faerber:
»Man skal huske på, at hele krydstogtsegmentet mangler i meget store træk. Amerikanerne, for lige at være lidt generaliserende, tager på den her Baltic Tour, og der er Sankt Petersborg jo kronjuvelen i det her krydstogt.«
Kronekurs koster skandinaviske gæster i ellers stigende europæisk marked
En historisk lav kronekurs i både Norge og Sverige har kostet turisme fra vores nabolande. Nordmændene og svenskerne rejser ikke i samme grad som inden faldet, og det mærker Karen Nedergaard og Søren Faerber på deres hoteller.
Wonderful Copenhagens seneste tal viser et fald i svenske og norske overnatningstal på henholdsvis 17 og 9 procent i forhold til samme måned sidste år.
Mens andelen af turister fra Asien og USA er faldet, ses der stigninger fra stort set alle andre lande hos Scandics hoteller i Danmark, fortæller Søren Faerber:
»Det er næsten resten af verdens lande, der stiger en lille smule. Storbritannien kommer tilbage, og de tog ellers et dyk i forbindelse med Brexit. Europa kommer særligt tilbage, og resten af verden kommer også i stigende grad tilbage.«
Karen Nedergaard mærker også et stigende antal gæster fra særligt Storbritannien, men fremhæver også et stigende antal tyske gæster.