De fleste tabte underkæben, da det for to måneder siden viste sig, at USA havde skabt 2,8 mio. nye job allerede i maj. Hurtigt ned og hurtigt op igen – det V-formede opsving – kørte på skinner. Præsident Trump tog en sejrsrunde. Da der blev skabt 4,8 mio. nye job i juni, blev det til en lang række præsidentielle tweets om, hvor fantastisk det gik i USA og de lyse udsigter for økonomien.
En måned er lang tid siden, når man har med en virus at gøre. Præsident Trump pressede fra slutningen af april hårdt på for en hurtig genåbning, og de republikansk kontrollerede stater fulgte hurtigt efter. Det er derfor, at det nu er mod syd og sydvest, at smitteudbruddene har været voldsomst. Det er her, at lukkede barer, restauranter og andre dele af udelivet nu for alvor gør indhug i det amerikanske jobmarked.