Trump kaldte aftalen en »gevinst« og erklærede sig som vinder – men det er uvist, hvad Kina har fået til gengæld

Torsdag annoncerede Trump, at USA har indgået en øjensynligt gunstig aftale med Kina, der markerer starten på et nyt kapitel i handelskrigen. Nu bliver spørgsmålet, hvad Xi Jinping tager sig betalt for at lade Trump fremstå som sejrherre, vurderer USA-kendere.

Den handelsaftale, der onsdag blev indgået mellem USA og Kina, er uden tvivl i amerikansk favør og en fjer i hatten på Donald Trump. Men Kina kan have fået noget til gengæld, som endnu holdes i det skjulte. Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix

Selvom aftalen blev markeret som en sejr, er det endnu uvist, hvilken pris Donald Trump må betale for at kunne promovere sig selv som vinder af stirrekonkurrencen med Kina.

Torsdag meddelte flere medier, at USA og Kina har nedfældet en slags forståelsespapir, der – må man forstå – skal danne et foreløbigt grundlag for en fremtidig handelsaftale mellem de to stormagter.