USAs præsident, Donald Trump, har beordret en militær blokade af sanktionerede olietankere, der sejler til og fra Venezuela. 

Beslutningen markerer en væsentlig optrapning af presset mod præsident Nicolás Maduros regering og kommer samtidig med en øget tilstedeværelse i det nordlige Sydamerika.

Donald Trump meddelte tirsdag beslutningen på sit eget sociale medie, Truth Social, hvor han samtidig erklærede Nicolás Maduros styre for at være en udenlandsk terrororganisation.

Ifølge Trump lader den venezuelanske regering sig finansiere af olieindtægter, som præsidenten beskylder for at blive brugt til narkotikahandel, menneskehandel og voldelige forbrydelser.

Venezuela har reageret skarpt på meldingen og kalder blokaden en alvorlig og hensynsløs krænkelse af international ret.

Regeringen i Caracas oplyser, at landets FN-ambassadør vil rejse sagen i FN, og fastholder, at Venezuela har fuld suverænitet over sine naturressourcer.

Det sorte guld stiger i pris 

Ved at rette indsatsen mod olieeksporten rammer USA kernen i Venezuelas økonomi.

Landets adgang til dollars er i praksis næsten udelukkende bundet op på salg af råolie, og de amerikanske restriktioner har allerede bragt økonomien tæt på hyperinflation.

Ifølge private økonomer ventes inflationen at overstige 400 procent ved udgangen af året. 

Senest beslaglagde USA en sanktioneret olietanker ud for Venezuelas kyst, hvilket fik flere supertankere til at ændre kurs. Samtidig har Pentagon gennemført en række angreb mod fartøjer, som USA anklager for at være involveret i narkotikasmugling i farvandene nær Venezuela og Colombia. 

Oliepriserne bliver da også påvirket efter Donald Trumps udmelding.

Den amerikanske WTI-råolie steg for en stund til 56 dollar tønden, mens Brent-olien bevægede sig op fra det laveste niveau siden 2021 til 59 dollar. Analytikere peger på, at en længerevarende forstyrrelse af Venezuelas eksport kan få afsmittende effekt på det globale marked – særligt i Kina, der aftager størstedelen af Venezuelas olie. 

Energirådgivningsfirmaet Rapidan Energy Group vurderer, at risikoen for både militære angreb og et politisk magtskifte i Venezuela er steget markant. Ifølge firmaet befinder USAs kampagne mod Maduro sig fortsat i en tidlig fase, men presset ventes at blive intensiveret i de kommende uger.

Venezuelas olieproduktion er langt under tidligere niveauer, men landet eksporterer fortsat omkring 590.000 tønder om dagen.