Troels Lund i flæsket på skattesnydere

Skatteminister Troels Lund Poulsen blæser nu til angreb mod tvangsopløste selskaber, der snyder i skat. 300 selskaber bliver gennemgået.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) går nu på jagt efter skattesnydere i tvangsopløste selskaber. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SKAT sætter nu gang i en skræmmekampagne op til fristen for indsendelse af årsregnskaber.

Aktie- og anpartsselskaber skal indsende årsregnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden den 31. maj 2010. Men en række selskaber lader sig tvangsopløse med vilje og i flere tilfælde sker det for at snyde i skat. En fidus som SKAT nu vil forsøge at sætte en stopper for.

SKAT vil i den kommende tid gennemgå cirka 300 tvangsopløste selskaber med henblik på at se, om der er taget penge ud af selskabet, uden at der er betalt skat heraf. Pengene bliver typisk taget ud af selskabet som løn eller lån til hovedaktionæren, selvom der er restskat eller anden gæld, der ikke er betalt.

"Vi går målrettet efter dem, der forsøger at snyde SKAT ved at tvangsopløse deres selskab. Ledelsen og hovedaktionærer skal ikke tro, at den hellige grav er velforvaret, blot fordi man lader selskabet tvangsopløse. Hvis der er taget penge ud af selskabet, så det ser tomt ud, så har vi mulighed for at beskatte hovedaktionæren, så ingen kan løbe fra regningen ved at lade selskabet tvangsopløse," siger skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Forglemmelse eller snyd

Hvis årsregnskabet ikke bliver sendt ind inden fristen den 31. maj, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bede skifteretten om at tvangsopløse selskabet. Det er disse selskaber, som SKAT i disse dage gennemgår ekstra grundigt.

"Der kan være mange grunde til, at et årsregnskab ikke indsendes. Det kan være ren forglemmelse, men det kan også være, at selskabets ledelse bevidst ikke ønsker at udarbejde et årsregnskab, for eksempel fordi selskabet har givet underskud og har tabt hele sin egenkapital, siger projektleder Viggo Lynggaard fra SKAT, og fortsætter:

"Vi er meget interesserede i de selskaber, hvor ledelsen eller hovedaktionæren bevidst bruger tvangsopløsning som en mulighed for at tage midler ud af selskabet uden beskatning og uden indblanding fra myndighedernes side," forklarer Viggo Lynggaard.