Trods reformerne: Hver tredje, der betaler topskat, er faglært eller ufaglært

Faglærte og ufaglærte udgør den største andel af dem, der betaler topskat. Det viser en ny analyse fra den liberale tænketank Cepos. Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, giver dog ikke meget for analysen: »Cepos skal ikke skubbe lønmodtagerne foran sig i deres evige kamp mod topskatten.«

Grænsen for, hvornår man betaler topskat i Danmark, er hævet over de senere år. Men trods det er der fortsat en del faglærte og ufaglærte, der betaler topskat. Arkivfoto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Gennem de senere år er grænsen for, hvornår man skal betale topskat, blevet hævet, så almindelige lønmodtagere skulle slippe for at betale topskatten. Trods reformerne er det dog langtfra udelukkende læger, advokater, ingeniører og andre akademikere, der i dag betaler topskat – mange faglærte og ufaglærte er også ramt af den hårde beskatning.

Faktisk vil der i 2022 være flere faglærte og ufaglærte end akademikere, som betaler topskat. 2022 er det år, hvor grænsen for, hvornår der skal betales topskat, er på sit højeste – altså det år, hvor der er færrest, som skal betale den høje skattesats.