Trods indgreb: Psykisk syge lokkes til lette lån

Trods en indgreb, der skal sikre forbrugere mod dyre lån virker ikke, mener Forbrugerrådet Tænk.

Psykisk syge kan let skaffe sig en gæld på hænderne, de ikke har nogen chance for at betale, forklarer Landsforeningen Sind. Free/Peter Andersen. Fold sammen
Læs mere

Forbrugerrådet Tænk mener ikke, at de indgreb, som skulle sikre forbrugere mod dyre og uovervejede lån, virker. Den konklusion kommer rådet til på baggrund af blandt andet historier om psykisk syge, der låner knap 100.000.

Det skriver Politiken tirsdag.

Avisen fremhæver et eksempel på en pige ved navn Laura Christina. Hun har lånt knap 100.000 kroner.

Hun købte en masse tøj og derefter en kaffemaskine til 2000 kroner, der på grund af renter og gebyrer ville ende med at koste hende 7500 kroner.

Maskinen blev leveret til døren på det bosted for psykisk syge, hvor hun bor.

»Så knækker filmen altså,« siger pigens far, Peter de Medici til Politiken.

Landsforeningen Sind bekræfter, at pårørende ofte henvender sig med psykisk syge, der har pådraget sig en dårlig økonomi.

Det siger landsformand Knud Kristensen til Politiken.

Politikens eksempel får Forbrugerrådet Tænks formand, Anja Philip, til at konkludere, at indgreb for at sikre sårbare forbrugere ikke virker.

»Det er fortsat et marked, der ikke fungerer ordentligt, med urimelige produkter, man alt for hurtigt kan optage.«

»Og med renter og omkostninger, der er helt uigennemskuelige for kunderne,« siger hun til Politiken.

Forbrugerrådet Tænks egen undersøgelse fra i år viser, at hver fjerde dansker har prøvet at optage et forbrugslån fra et finansieringsselskab, og at 31 procent af dem har fortrudt.

»Der er en rigtig stor risiko for, at folk kommer til at optage lån, de ikke har mulighed for at betale tilbage. Det kan sende folk på en deroute, hvor gælden hurtigt vokser til det mange-dobbelte,« siger Anja Philip til Politiken.

»Vi arbejder meget hårdt på at råbe politikerne op.«

/ritzau/