Trods forlængelse af hjælpepakker til hårdt ramte brancher: Der vil komme fyringer og konkurser

Selv om flere partier fredag blev enige om at forlænge hjælpepakkerne til brancher, der er ramt af coronakrisens restriktioner, vil det ikke afværge fyringer og konkurser. Sådan lyder meldingen fra Dansk Erhverv, der dog kalder det en »fornuftig« aftale. Ifølge Dansk Industri falder aftalen på et »tørt sted«.

»Vi skal stadig hjælpe de dele af erhvervslivet, som er ramt af forsamlingsforbud, grænselukninger og rejsevejledninger,« sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S) blandt andet, da han og aftalepartierne fredag præsenterede aftalen om hjælpepakker. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Med udgangen af august bliver der lukket og slukket for to af de centrale hjælpepakker, der blev indført, da coronapandemien ramte Danmark. Men for de brancher, som stadig er ramt af forskellige coronarestriktioner, skal der stadig være hjælp at hente.

Det besluttede et bredt flertal i Folketinget fredag, da der blev indgået en aftale om at forlænge hjælpen frem til udgangen af oktober for brancher, der er ramt af restriktioner som et egentligt forbud mod at åbne, eller som er begrænset af forsamlingsforbuddet på 500 personer, grænselukninger og rejsevejledninger.