Trods fald bugner betalingsbalancen

Danmark fik i 2014 det næststørste overskud på betalingsbalancen nogensinde.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er et overskud på Danmarks regnskab over for udlandet på knap 120 milliarder kroner, fremgår det af nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er det næststørste overskud nogensinde på trods af et fald fra året før på 16,3 milliarder kroner.

Helt præcist landede overskuddet på 119,7 milliarder kroner efter et fald i overskuddet på varehandlen på 11,8 milliarder kroner og et fald i overskuddet på formueindkomsten på 12,4 milliarder kroner bl.a. som følge af det historisk lave renteniveau.

Overskuddet svarer til, at »Forretningen Danmark tjente 227.500 kr. hvert eneste minut i hele 2014,« som chefanalytiker Frederik I. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd formulerer det.

»Overskuddet på vores betalingsbalance er vokset meget gennem krisen. Det skyldes dels stigende formueindkomst fra udlandet, men især at handlen med industrivarer er gået fra stort underskud til stort overskud. Det afspejler at dansk industri har en stærk konkurrenceevne,« skriver han og påpeger, at industriens lønkonkurrenceevne ifølge de nyeste tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet er forbedret med ca. 20 pct. siden krisen indtraf.

»Sammenlignet med år 2000 er konkurrenceevnen faktisk forbedret med 8 pct.,« skriver han.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom i tænketanken Cepos, anerkender, at konkurrenceevnen er forbedret. Men han ser også kisens tydelige spor i tallene:

»Det er korrekt, at der er sket en vis genopretning af konkurrenceevnen de senere år. Men det store overskud på de løbende poster skal også ses i sammenhæng med, at dansk økonomi har stået i stampe de senere år. Så overskuddet er ikke blot en solstrålehistorie. Bl.a. har det private forbrug udvist tæt på nulvækst og det betyder mindre import sammenlignet med en normalvækst. Danskerne har været usikre og har valgt at spare op, hvilket gavner betalingsbalancens løbende poster«, siger Mads Lundby Hansen.

Eksporten af varer faldt dog med 0,5 procent især på grund af store fald i eksporten af olie og minkskind.

Den samlede eksport til Tyskland steg med 7,4 procent blandt andet på grund af vindmølledele til nyetablerede vindmølleparker i den tyske del af vadehavet.

Tilsvarende steg samhandlen med USA  - eksporten med 5 procent og importen med hele 20,1 procent.

Til gengæld faldt eksporten til de to andre store EU-markeder, Sverige og Storbritannien.