Tre EU-lande trumfer de offentlige udgifter i Danmark

De mange valgløfter kræver, at vi finder ud af, hvordan der er både arbejdskraft og penge nok til at opfylde dem, fremhæver både Dansk Industri og Dansk Erhverv, der begge vil have nytænkning i det offentlige.

Vi skal have hævet væksten i produktiviteten i det offentlige. Men det kan være svært, når det gælder en række af de ydelser, som de varme hænder leverer. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Vi har verdens højeste offentlige udgifter i Danmark.

Sådan lyder det nogle gange i den offentlige debat herhjemme, men det er ikke helt korrekt. Selv om vi har høje overførselsindkomster og mange offentligt ansatte, er der tre lande i EU, der har større offentlige udgifter end Danmark. Det drejer sig om Frankrig, Finland og Belgien.

Det ses, når man måler størrelsen af de offentlige udgifter sat i forhold til landets samlede produktion i form af BNP.

Målt på den måde fylder den offentlige sektor i Frankrig 56 pct. af BNP, hvilket er det højeste i EU. I Danmark er det tilsvarende tal 51,4 pct. Det er lidt mere end svenskerne, hvor de offentlige udgifter ligger under 50 pct. De offentlige udgifter består blandt andet af det offentlige forbrug, løn til de offentligt ansatte samt dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster.

Størrelsen af de offentlige udgifter er igen kommet i søgelyset her i valgkampen, fordi partierne over en bred kam vil have øget det offentlige forbrug primært for at klare udfordringen med, at vi bliver flere ældre. Partierne vil derfor have det offentlige forbrug til at følge det, som kaldes det demokrafiske træk.

Både Dansk Industri, DI, og Dansk Erhverv erkender, at det vil give store problemer for den offentlige sektor, når der kommer flere ældre. Men både DI og Dansk Erhverv frygter alligevel, at de mange valgløfter gør, at det offentlige kommer til at tage arbejdskraft fra det private.

Den frygt kan de have ret i, fremhæver professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen.

»Når man ser på arbejdskraften, kan der komme problemer, fordi de mange valgløfter kræver en stigning i offentligt ansatte. Og hver gang, der bliver ansat én mere i det offentlige, er der én mindre til det private,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Svært med produktiviteten

Han fremhæver, at når man taler om, at de offentlige udgifter skal følge det demografisk træk, så handler det ikke om overførselsindkomster, men derimod udelukkende om øgede offentlige udgifter til blandt andet pleje og skoler, fordi der bliver flere ældre og flere børn. Det er den del af de offentlige udgifter, som betegnes det offentlige forbrug.

I den sammenhæng er det store problem, at udviklingen i produktiviteten i det offentlige slet ikke kan følge med det private. Det betyder, at valgløfterne kræver relativt flere offentligt ansatte, påpeger Bo Sandemann Rasmussen.

»Hvis produktiviteten steg lige så meget i det offentlige som i det private, vil der ikke være behov for flere offentligt ansatte i samme omfang. Det vanskelige er, at hvis det er varme hænder, vi gerne vil have flere af, er mange af deres funktioner svære at gøre mere produktive. Det gælder eksempelsvis plejepersonale og pædagoger. For dem er det svært at have en høj produktivitetsvækst, og det betyder, at når udgifter øges, skal der ansættes flere, og det giver et pres i forhold til, hvad der er til rådighed for den private sektor,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Kannibaliserer det private

Tallene for størrelsen af de offentlige udgifter har Berlingske hentet i den europæiske statistikbank, Eurostat. I tallene kan man se, at størrelsen af de offentlige udgifter i forhold til den samlede økonomi toppede tilbage i 2010. Det gør sig gældende i alle EU-landene. Det skyldes i høj grad, at den private sektor var under stort pres på grund af finanskrisen.

Herudover bød finanskrisen på flere ledige og flere på andre typer af overførselsindkomster.

Siden har vi haft jobfest, og det er en af årsagerne til, at den relative størrelse af de offentlige udgifter er faldet. I Danmark udgjorde de offentlige udgifter 56,7 pct. af BNP tilbage i 2010. Det tal er således efterfølgende dykket med lidt over fem procentpoint.

Hos DI og Dansk Erhverv erkender man, at der kommer ekstra pres på det offentlige forbrug i de kommende år, fordi vi bliver flere ældre. De to organisationer mener, at det afgørende bliver, at vi begynder at gøre tingene på en ny måde i det offentlige.

Chef for analyse og samfundsøkonomi i Dansk Erhverv Katrine Ellersgaard Nielsen påpeger, at de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at omkring en femtedel af de danske virksomheder står og mangler arbejdskraft. Hun fremhæver derfor, at vi bestemt ikke har ubegrænset arbejdskraft til rådighed de kommende år.

»I den situation er det vigtigt, at den offentlige sektor ikke bare kannibaliserer på den private sektor. Hvis man virkelig ønsker sig at løfte velfærden, og det vil være godt for danskerne, er man nødt til at se på, hvordan vi får mere ud af de hænder, vi putter ind i velfærdsproduktionen,« siger Katrine Ellersgaard Nielsen.

»Vores holdning er, at vi skal gøre tingene på en anden måde end hidtil. Vi kan bare tage daginstitutionsområdet. Det virker som om den model, vi hidtil har haft, ikke virker. Hvis vi bare gør mere af det samme, skyder vi os selv i foden,« siger Katrine Ellersgaard Nielsen, der mener, at en af vejene frem er, at vi får flere private aktører ind, når det gælder udbuddet af de offentlige ydelser.

Det er direktør i DI Kent Damsgaard enig i.

»Vi skal have en tidsvarende offentlig sektor, men vi skal sikre, at vi har økonomi til det, og vi skal sikre, at vi har hænder nok til det. Og vi skal sikre, at vi får mest mulig kvalitet for pengene. Det sidste gør man blandt ved at få flere private aktører ind og byde på opgaverne. Samtidig skal vi have konkurrenceudsættelse og en stærkere ledelse i den offentlige sektor,« siger Kent Damsgaard.

Cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted

»Samtidig er problemet, at kvaliteten i den offentlige sektor ikke skal falde. Der mangler ting i redskabskassen, så vi kan forbedre produktiviteten, uden at det går ud over kvaliteten.«


Kvaliteten må ikke falde

At det offentlige forbrug skal følge det demografiske træk frem mod 2025 betyder, at den offentlige service skal kunne følge med befolkningsudviklingen og være uændret pr. bruger. Løftet om, at udgifterne skal følge demografien, giver således ikke danskerne mere velfærd for pengene. Hvis det skal ske, kræver det en endnu højere vækst i de offentlige udgifter og måske endnu flere offentligt ansatte.

På lønmodtagersiden i form af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er cheføkonom Erik Bjørsted ikke så bekymret for, at de mange valgløfter giver mangel på arbejdskraft.

»Hvis du forestiller dig, at det offentlige forbrug vokser i takt med det demografiske træk, så viser beregninger fra Finansministeriet, at det vil kræve 2.000 flere ansatte i 2025 i forhold til i dag. Da vi samtidig har og får et stort øget udbud af arbejdskraft, mener jeg ikke, at der er et problem,« siger Erik Bjørsted.

Han er enig i, at det store problem er at få en øget produktivitet i det offentlige.

»Jeg går helt ind for, at vi bruger pengene så effektivt som muligt og tager de gevinster, som der kan være ved eksempelvis udlicitering, og at den offentlige sektor tager ny teknologi i brug. Men gevinsterne i det offentlige er ikke så store som i den private sektor. Der er grænser for, hvor mange ældre personalet kan komme rundt til, eller hvor mange børn en pædagog kan holde øje med,« siger Erik Bjørsted.

»Samtidig er problemet, at kvaliteten i den offentlige sektor ikke skal falde. Der mangler ting i redskabskassen, så vi kan forbedre produktiviteten, uden at det går ud over kvaliteten,« siger Erik Bjørsted.

Finans- og økonomiordfører for Venstre Jacob Jensen er enig i, at de mange valgløfter kan blive en udfordring for arbejdsmarkedet med det pres, der allerede er i dag.

»Der er en grund til, at vi kommer med forslag om, at udlændinge skal trækkes i ydelsen, hvis de ikke kan tale ordentligt dansk. Over for det står de andre valgløfter, som vil fjerne incitamenterne og gøre det mindre attraktivt at arbejde. Det vil virkelig presse arbejdsmarkedet. Det handler om at fortsætte det spor med at gøre det mere attraktivt at arbejde for at få den nødvendige arbejdskraft,« siger Jacob Jensen.